Efterlyste børn bliver ufrivilligt kendte på nettet

Politiet bruger i stigende grad sociale medier til at efterlyse børn og unge med foto, hvis de eksempelvis løber hjemmefra. Men efterlysningen kan være overvældende for børnene, lyder advarslen.

Når politiet skal efterlyse eksempelvis børn og unge, der er løbet hjemmefra eller er blevet væk, så benytter de sig i stigende grad af sociale medier. På den måde kan et barn på kort tid blive landskendt på en trist baggrund. (Foto: Maja Normann © DR)

Når børn og unge bliver væk eller løber hjemmefra, så bliver stadig flere af dem efterlyst med foto på internettet.

Men hvor de fleste af dem er hurtigt hjemme igen, så glemmer nettet aldrig, at de på et tidspunkt har været efterlyst.

Og den ufrivillige berømmelse på for eksempel Facebook kan blive en smertefuld oplevelse lang tid efter.

Efterlyst pige ønsker at skifte navn

Netop det oplevede en pige fra Sydsjælland. Efter nøje overvejelser efterlyste politiet hende på Twitter, da hun løb hjemmefra. Og hurtigt lå hendes billede på samtlige danske elektroniske medier, ligesom det blev delt utallige gange på Facebook.

Selv om pigen i dag er tilbage, så ligger hendes foto, navn og efterlysningen stadigvæk og flyder rundt på internettet. Og det har været så hårdt for hende, at hun har slettet sin Facebook-profil, ligesom hun gerne vil skifte navn.

- Der var mange, der blev ved med at skrive til mig.  Jeg vil bare slippe væk med alt det gamle, og komme videre, siger pigen, der af hensyn til sagen har ønsket at være anonym, til P4 Sjælland.

Etiket klæber til barnet hele livet

Psykolog i Red Barnet, Kuno Sørensen, forstår udmærket pigens reaktion. Og han er bekymret for udviklingen med flere fotos af børn, der bliver efterlyst.

- Det er jo en etikette, der klæber til hende hele livet. Når det på den måde hænger ved, kan det være ubehageligt for ens selvopfattelse. Især i puberteten, hvor man er ved at finde sin identitet, siger Kuno Sørensen.

På trods af de mange advarsler, så bruger man hos politiet i stigende grad efterlysninger på sociale medier. Det er nemlig et meget effektivt redskab, forklarer Carsten Rasmussen fra Midt-og Vestsjællands Politi.

Politet overvejer nøje

- Vores erfaring er, at det bliver spredt lynhurtigt. Og det har vi jo en interesse i, når vi efterlyser en person, forklarer han og tilføjer samtidig, at det er et vilkår, at man kommer til at ligge på internettet.

Politiet er dog generelt meget varsomme med at udsende billeder af børn. En vurdering lyder, at det kun sker i omkring ti procent af tilfældene, siger Thorkild Steen Jensen, der er leder af lokalpolitiet hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Det er en konkret vurdering i hver eneste sag. Og ved børn sker det altid efter aftale med forældrene, siger han.

- Man tænker jo kun på, at få sit barn hjem

Pigens mor fra Sydsjælland ville da heller ikke have handlet anderledes, da hendes datter var væk. Men det er alligevel kommet bag på hende, hvor voldsom udbredelsen af billedet af hendes datter har været. 

- Man tænker jo kun på at få sit barn hjem i god behold. Men hun bliver jo "berømt" på den forkerte måde, og hun er jo kun et skolebarn. Og det har påvirket mig meget, siger pigens mor.

DR P4 Sjælland er bekendt med både pigens- og moderens navn. Men af hensyn til sagen har de begge ønsket at optræde anonymt.