Ekspert: Derfor koger flygtningedebatten på Facebook

Der er ikke langt til tastaturet, når man er utilfreds. Og det ender i ophedede debatter, forklarer forsker i sociale medier

Kommentarerne fra P4 Sjællands følgere på Facebook har de seneste dage været meget ophedede. (© (c) DR)

- Min donation går til den særlige truet art af bænkebidere der lever nord for Hundige, skriver den ene.

- Hold da snart op med den naive pladderhumanisme! Det er jo lige til at brække sig over, skriver en anden Facebook-bruger på DR Sjællands Facebook-side.

Andre udtrykker sig i endnu stærkere og mere stødende vendinger.

DR og TV2 er sammen med 12 af landets største hjælpe-organisationer gået i gang med indsamlingen Hjælp Nu!, der skal hjælpe de syriske flygtninge i nærområdet.

Men lanceringen af indsamlingskampagnen får debatten på de sociale medier til at koge over med hadske kommentarer.

De sure har ikke langt til tasterne

Ifølge Mads Kæmsgaard Eberholst, der er forsker i sociale medier på RUC, så er det en klassisk tendens på internettet, som også viser sig i flygtningedebatten på de sociale medier:

- Der er ingen tvivl om, at der er kortere vej til tastaturet, når man er negativ eller sur. Desværre er den forudsigelige reaktion, at man så selv farer i blækhuset, siger han.

Ifølge forskeren er det typisk, at debatten omkring netop flygtninge eksploderer. Studier viser nemlig, at flygtningedebatten ser mere negativ ud på nettet end i virkeligheden.

https://www.facebook.com/drp4sj/posts/965114560197091:0

Ekspert: Don't feed the troll

63 procent af danskerne mener, at de flygtninge, der kommer til Danmark, har krav på vores hjælp, det viser en undersøgelse lavet af Epinion for DR Nyheder.

- Så det efterlader en stor del af befolkningen, som mener det modsatte, og de må retfærdighedsvis fylde noget i debatten. Det skal man huske på, forklarer Mads Kæmsgaard Eberholst.

- Men der er også nogen, der bevidst prøver at afspore debatten. Dem kalder man "internet-trolde". Og der er kun én løsning, det er ikke at made trolden, så den ikke vokser sig stor, siger han.

Facebook
Twitter