Ekspert: I 2019 ser vi mere streaming end traditionelt tv

YouTube er på vej ind på markedet for streamingtjenester, og det vil sætte endnu mere gang i streamingforbruget. Men hvad skal forbrugerne være opmærksomme på?

Streaming vinder indpas hos danskerne i disse år. Så meget, at vi allerede i 2019 ser mere streaming-tv end traditionelt flow-tv. (Arkivfoto)

Streaming har de seneste år ændret vores måde at se tv på, og med udbydere som Netflix, HBO og ViaPlay er der hård kamp om seere.

Det såkaldte flow-tv som blandt andet kendetegner klassiske tv-kanaler som DR og TV 2, er under pres, for folk vil gerne selv vælge, hvad de skal se, og hvornår de skal se det.

Og det får nu også den Google-ejede videodelingstjeneste YouTube til at tilbyde streaming indenfor den nærmeste fremtid.

- Det er et naturligt næste skridt for YouTube, som mange allerede bruger til underholdning, klip og musik. De har for nylig lanceret YouTube Music, som ligner eksempelvis Spotify, så det er helt oplagt, at de også kaster sig over streaming, siger han.

Sådan siger Claus Bülow Christensen, medieanalytiker og udviklingsdirektør i Zibra Digital Media Group.

Han mener, at mange af især unge forbrugere efterhånden helt har overgivet sig til streaming i stedet for flow-tv med TV-Avisen og lørdagsunderholdningen på DR1:

- Utrolig mange, unge danskere har taget det til sig. Det giver simpelthen ingen mening for mange, at se fjernsyn på gammeldags vis. Teknologien og udbuddet af tjenester er så langt fremme, og ifølge vores prognoser, så vil vi i 2019 streame meget mere, end vi vil se traditionelt fjernsyn, siger han til P4 Sjælland.

Brug prøveperioden konstruktivt

Med YouTubes snarlige indtræden på et i forvejen godt fyldt marked bliver det som forbruger snart endnu sværere at finde rundt i de mange tilbud og muligheder fra streamingtjenesterne.

Derfor opfordrer cheføkonom Martin Salomon fra Forbrugerrådet Tænk folk til at undersøge markedet grundigt, inden man bestemmer sig for en af tjenesterne:

- Ofte kan man jo få en gratis prøveperiode på en måned eller tre. Det skal man bruge til at undersøge, om udbuddet og indholdet svarer til det, man er interesseret i. Ofte er der jo et større udbud på den amerikanske tjeneste, end der er på den danske, siger han.

En anden ting at tjekke grundigt er prisen, forklarer Søren Salomon:

- Det er jo abonnementstjenester, og det ser måske billigt ud hver måned, men på et helt år kan det nemt løbe op – især hvis man har abonnement på flere tjenester, siger han.

Hvad skal man ellers passe på?

Når man streamer hjemmefra computeren eller tabletten med eget wi-fi-netværk, er der ofte intet loft over, hvor meget man kan streame. Men det samme gælder ikke altid for abonnementet for mobiltelefonen:

- Vær opmærksom på, om du har et loft på, hvor meget du kan streame, for ellers kan det pludseligt blive ret dyrt, hvis gigabyte-prisen er høj, siger Søren Salomon.

Det er også en god idé at se på, om streamingtjenesten er med bindingsperiode, så man ikke står med et abonnement på seks måneder, hvoraf man reelt kun bruger tjenesten i en, to eller tre måneder.

Det sidste råd fra Forbrugerrådets Søren Salomon er at være opmærksom på tjenestens vilkår for abonnementet – altså om tjenesten beder om personlige data og færden på nettet, så de kan lægge cookies eller andet, man ikke er interesseret i som forbruger.