En usynlig fjende fra havet kan have gjort Jespers køer usælgelige

Kvæg fra Jesper Andersens besætning skal være under tilsyn i 13 måneder.

Man kan ikke se på koen, at en usynlig fjende fra havet måske har gjort det umuligt at sælge dens kød.

Men det er virkeligheden for Jesper Andersen, der er en af de seks landmænd, der har fået besked fra Fødevarestyrelsen om, at flere af deres køer har for høje mængder af PFAS i blodet.

- Det er skræmmende, forfærdeligt og frustrerende, siger Jesper Andersen, mens han kigger ud over sine sorte og rødbrune økologiske køer, der gumler halm.

For selvom kvæget ser ganske almindeligt ud, mens det står og tygger drøv, så gemmer mange af dem på en trist hemmelighed i deres store kroppe.

15 af Jesper Andersens 130 stykker kvæg har overskredet grænseværdierne for PFAS i blodet, hvilket betyder, at han ikke må slagte og sælge kød fra dem.

Det betyder, at de skal være under tilsyn i 13 måneder, hvorfor han hverken må slagte dyrene eller flytte dem, før koncentrationerne af de såkaldte 'evighedskemikalier' igen er faldet til et tilpas lavt niveau.

Jesper Andersen frygter, at flere af hans køer har for meget PFAS i blodet. Derfor er han begyndt at drømme om PFAS om natten, fordi det fylder meget hver dag.

- Det bliver en lang tid, hvor jeg ikke kan sælge kødet og samtidig får ekstra omkostninger på det hele. Det bliver både mentalt, men også økonomisk en udfordring, siger han.

PFAS blæser ind fra havet

Ud over Jesper Larsens kvæg, så har fem andre besætningsejere i Danmark kvæg under tilsyn på grund af et forhøjet indhold af PFAS i blodet.

De miljøskadelige fluorstoffer, der er endt i blodet på køerne, kommer formentlig fra det græs, drøvtyggerne går og gnasker.

I januar fortalte Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen, at der er fundet for høje mængder PFAS i 60 ud af 67 stikprøver fra græs og vand på kystvendte, statsejede områder i Danmark.

Det er et af de arealer, Jesper Andersens kvæg har græsset på.

Mistanken går på, at PFAS kommer ind fra havet gennem havskum og havgus og sætter sig i det græs, som køerne spiser.

Og det overrasker Jesper Andersen.

- Det har vi aldrig forudset. Vi troede, havet var vores gode ven, som bidrager med frisk luft og alt muligt andet godt, og nu er det en af vores værste fjender, siger han.

På baggrund af stikprøverne er Fødevarestyrelsen i gang med at undersøge besætninger, der har græsset på de 60 steder med for høje mængder af PFAS.

Henrik Dammand Nielsen, der er chef for kemi- og fødevarekvalitet i Fødevarestyrelsen fortæller, at de har været på samtlige 60 lokationer.

20 af stederne kunne frikendes, fordi der ikke går dyr eller var dyr, der kun er del af fritidsbrug eller bliver brugt til afgræsning.

Det, som Fødevarestyrelsen i stedet interesserer sig for, er det kød, der potentielt set havner i fødevarekæden, fortæller Henrik Dammand Nielsen.

- Man skal jo ikke have for mange PFAS'er, når man spiser sine fødevarer. Fødevarelovgivningen siger, at der ikke må være noget i fødevaren, der udgør en risiko for forbrugeren. Derfor er det vigtigt at sikre, at det her PFAS ikke går i kødet, når vi har græssende kreaturer, siger han.

Fødevarestyrelsen mangler stadig at undersøge én besætning på Sjælland.

Fremadrettet har miljømyndigheder og regionerne fået til opgave at undersøge andre lignende grunde, som både er offentlige og private.

Ikke udsigt til erstatning

Jesper Andersen og hans landmandskollegaer står til at lide et økonomisk tab, fordi de ikke må sælge kød fra kvæget mens de er under tilsyn.

I Jesper Andersens tilfælde også fordi, han kommer til at mangle plads til det nye kvæg, der kommer ind.

Det er her på Sjællands Odde, Jesper Andersens kvæg har gået og græsset. (Foto: © Dorthe Olsgaard)

Men på trods af at tilsynsperioden rammer på pengepungen, så er der ikke mulighed for at få erstatning.

Det fortæller chef for kemi- og fødevarekvalitet i Fødevarestyrelsen, Henrik Dammand Nielsen.

- Det er jo rigtig ærgerligt for de her landmænd, fordi der er forbundet et økonomisk tab ved, at de ikke kan få slagtet deres dyr. Det har vi fuld sympati for, men desværre har vi ikke nogen erstatningsmuligheder, siger han.

Det har ikke været muligt at få et interview med Naturstyrelsen, men i et skriftligt svar til DR Nyheder anerkender de, at landmændene står i en svær siutation.

- PFAS-forurening langs kysterne anses for en udefrakommende omstændighed, som Naturstyrelsen ikke har kunnet forudse eller overvinde. Der er derfor ikke et ansvarsgrundlag, og vi har fra Naturstyrelsen side ikke mulighed for at give erstatning, skriver de.

Ingen grund til bekymring

Hvis du skulle have spist en bøf eller en kødsovs med kød fra én af de ramte besætninger, så er der ingen grund til panik.

Fødevarestyrelsen siger, at forbrugere, der har købt kød fra de landmænd, hvis kvæg har forhøjede PFAS-værdier i blodet, ikke skal være bekymrede.

Så længe man spiser varieret og ikke kun kød fra samme producent, så er der ingen fare.

Det skyldes blandt andet, at grænseværdierne for, hvornår Fødevarestyrelsen sætter besætninger under tilsyn er meget forsigtigt sat.

Så selvom niveauerne er for høje, så er det ikke noget, der er farligt at spise, fortæller Henrik Dammand Nielsen.

- Det vil sige, man skal spise temmelig meget af det her kød, før det går hen og bliver et problem. Og det er slet ikke aktuelt i den her sag.

Det gode råd er at spise fra flere forskellige leverandører, hvilket er det, du gør alligevel, når du hiver en pakke kød op af køledisken i det lokale supermarked.

- Det er kød og fødevarer fra mange forskellige kilder. Vores overvågning viser, at der ikke generelt er et højt niveau af PFAS i vores fødevarer. Derfor kan man roligt og trygt købe sine fødevarer og spise dem, siger Henrik Dammand Nielsen.

Flere af Jesper Andersens køer venter på dommen fra myndighederne. (Foto: © Dorthe Olsgaard)

Uklar fremtid

Tilbage på Jesper Andersens gård på Sjællands Odde skal hans dyr være under tilsyn i 13 måneder, inden der igen skal tages nye blodprøver for at se, om PFAS-niveauet er kommet ned på et acceptabelt niveau.

Så mens han fodrer sit kvæg på gården, er han bekymret og har mange spørgsmål, der tumler rundt i hovedet.

For selvom myndighederne maner til ro og fortæller, at kødet godt kan indtages, hvis man spiser varieret, så er det ikke noget, den økologiske landmand har det godt med.

- Det er ikke fair at sende fødevarer på markedet, der ikke er i orden. Det er imod, hvad jeg står for.

Fødevarestyrelsen regner med at blive færdig med at analysere blodprøver fra dyrebesætninger, der har spist græs eller drukket vand med PFAS i, i løbet af foråret.