Fra salmesang til enkebal. Af Henrik Smith Sivertsen
Så går vi til enkebal Hjemme i vor dansehal Der er fest og god musik Og kulørte lamper
Sådan sang Katy Bødtger, da hun i 1973 fik et stort hit med en særdeles tyskinspireret polkaschlager af rang med trompeter, tuba, kulørte lamper og det hele. Sangen lå på Dansktoppen fra uge 15 til og med uge 24, heraf fire uger på henholdsvis første- og andenpladsen. Den fik også et langt liv på salgslisten, hvor den godt nok kun nåede tredjepladsen, men med i alt 11 uger altså også blev spillet flittigt i Top 30-programmet. Sangen har siden opnået den for slager- og popmusik sjældne status at blive nævnt i de danske ordbøger. Her refereres der nemlig til sangen, hvis man slår op under begrebet enkebal.
At der så faktisk er tale om en gammel og elsket salme, Just Over in The Glory Land, som desuden tilhører standardrepertoiret indenfor såvel traditionel jazz som bluegrass country, er noget svært at høre, men ikke desto mindre tilfældet.
Salmer, gospel og jazz I’ve a home prepared where the saints abide Just over in the glory land And I long to be by my Savior’s side Just over in the glory land
Just over in the glory land I’ll join the happy angel band Just over in the glory land Just over in the glory land There with the mighty host I’ll stand Just over in the glory land
Just Over in The Glory Land havde et langt og broget liv, inden den nåede Dansktoppen i sin dengang nyeste inkarnation i 1973. Den tidligste registrering af værket er fra salmebogen Glad Hosannas, som blev udgivet i 1906 af Emmet Sidney Dean og James W. Acuff. Dean og Acuff, begge var særdeles aktive musikere og ikke mindst produktive amerikanske salmedigtere, stod selv for henholdsvis musikken og teksten. Især hvad melodien angår, er der dog en del spor bagud til den noget ældre Swing Low, Sweet Chariot, som i 1906 var en meget kendt spiritual med mindst 30 år på bagen. Just Over in The Glory Land blev hurtigt populær i kirkerne rundt omkring i USA og har siden været at finde i talrige amerikanske gospelbøger.
På linje med mange andre gospels og spirituals røg den også forholdsvis hurtigt ind i repertoiret, da jazzmusikken fandt formen op gennem 1920’erne. Den blev således som en af de første gospels indspillet af Sam Morgan's Jazz Band fra New Orleans i 1927 i en instrumental udgave under titlen Over in the Glory Land.
Da dette orkester var blandt pionererne på jazzfronten, blev der flittigt lyttet og refereret tilbage til dem og deres tidlige indspilninger de følgende årtier af såvel amerikanske som europæiske jazzmusikere. Over in the Glory Land var en af de sange, som blev en del af den traditionelle jazzmusiks standardrepertoire og stadig er det i
Sangen var også med, da det nystiftede britiske jazzorkester Chris Barbers Barber’s Jazz Band spillede deres første koncert i oktober 1954. Koncerten fandt sted i København og er blevet foreviget på plade af den danske jazzentusiast Karl Emil Knudsen, som med sit Storyville-plademærke var godt i gang med at sætte Danmark på jazzens verdenskort. Ved gennemlytning af denne indspilning vil man dels erfare, at denne udgave af Over in the Glory Land for en gangs skyld i jazzsammenhæng ikke udelukkende blev fremført instrumentalt, og dels, at det ikke var den oprindelige tekst, der blev sunget i verset. Der er tydeligvis blevet improviseret en del, og det, der kom frem i første versdel, var faktisk sidste vers i Swing Low, Sweet Chariot. Det blev dog ikke sidste gang, der blev lavet om på versets tekst, eller for den sags skyld melodien, og faktisk peger Barbers Barber’s Jazz Bands version af sangen ved koncerten i 1954 frem mod Så går vi til enkebal.
Fra skiffle til polkabeat Ved koncerten i København havde Chris Barber en kommende stjerne ved sin side i form af banjospilleren Lonnie Donegan. Donegan slog året efter igennem med sit eget orkester og den blanding af amerikansk jazz, bluegrass country, blues og folkmusik, som gik under betegnelsen skiffle. Lonnie Donegan blev næsten synonym med skiffle-genren, som opnåede stor udbredelse i England i anden halvdel af 1950’erne og var en vigtig forudsætning for den britiske pop- og rockmusiks internationale sejrsgang i 1960’erne. John Lennon, Paul McCartney og stort set alle andre musikglade engelske teenagere i slut-50’erne startede med skiffle og ikke mindst Lonnie Donegan.
Skifflebølgen nåede også til Tyskland, hvilket dannelsen af det berlinske orkester Skiffle-Lords i 1959 vidner om. Selvom skiffle-begrebet forsvandt fra orkestret navn i 1962, glemte de ikke rødderne, da de i midt-60’erne blev et af Tysklands mest populære beat/poporkestre. I 1967 indspillede og udgav de nemlig en opdateret version af Lonnie Donegans sange. Sangen, som Donegan selv havde indspillet i 1959, hed Gloryland, og hermed er vi næsten ved målstregen.
Lonnie Donegans Gloryland kan bedst beskrives som en bearbejdelse af Just Over in the Glory Land. Arrangementsmæssigt ligger den tættere på de mange country- og bluegrassversioner, som ligeledes var blevet en del af salmens videre liv, end jazzen, og det var ikke i selve den stilistiske overførsel, den største fornyelse fandt sted, men derimod i selve melodien og teksten.
Melodisk var omkvædene identiske med de tidligere udgaver, men havde fået ny tekst mellem 'Over in the Gloryland'-delene. Hvad angik versdelen nøjedes Donegan ikke med at ændre teksten endnu en gang med en helt ny af slagsen. Han ændrede samtidig melodien til den, vi på dansk grund kender fra såvel Så går vi til enkebal som Skal det skæres ud i pap, som det første forsøg med en dansk udgave af sangen hed, da den blev indsunget af Grethe Sønck i 1964. Da The Lords indspillede sangen, var det ligeledes med Donegans nye melodi i verset og med dennes tekst.
The Lords’ udgave af Gloryland blev en stor succes og fik et godt og langt liv på de tyske hitlister. Selvom instrumenteringen var den sædvanlige for et poporkester i 1967, og sproget stadig engelsk, var der hos The Lords tydelige tegn på, at sangen var på vej over i en ganske anden grøft. På deres indspilning er der blevet tilført en særdeles dominerende stortromme på alle taktslag (i musikerkredse kaldes dette ganske sigende ’German foot’), som medfører en del associationer til tysk Volksmusik og Bierstube. Det var da også dér, sangen var på vej hen.
Til enkebal i Gloryland I 1968 tog partykongen James Last Gloryland med på LP’en Non Stop Dancing '68, hvor den afsluttede et potpourri, som også talte titlerne Jägerlatein og Eine Schlaflose Nacht. Sangen blev herefter en del af party-repertoiret hos såvel Last som generelt, og var næsten klar til sin nye og endelige danske skæbne. Der manglede dog stadig noget, nærmere bestemt tubaen/barytonhornet.
Dette instrument og en meget karakteristisk umba-umba-basgang blev først for alvor sangen til del, da der blev lavet en tysksproget version i 1972. Til gengæld fik den på alle tangenter på Ja, mir san mit’m Radl da, som den kom til at hedde på (syd)tysk. At man kan finde den tyske udgave af den gamle salme på udgivelser med titler som Top Hits der Volksmusik, Polka Polka Polka, Spass muss sein og ikke mindst German Beer Drinking Music Vol. 1, korresponderer fint med sangens tyske udtryk og funktion, som så igen korresponderer fint med den danske udgave fra 1973.
Det vides ikke, hvilken tysk version Gustav Winckler havde hørt, da han skrev teksten til Så går vi til enkebal og siden producerede den, men at han har fundet inspiration i Tyskland synes ganske evident. Selvom den tyske tekst ikke direkte har fest og farver som tema på samme måde som den danske, er det helt tydeligt, at det er en sang, der skal synges i festlige omgivelser og gerne med et par store ølkrus i hænderne. Det forekommer til gengæld ikke særlig sandsynligt, at Winckler har haft den engelske tekst foran sig.
I direkte sammenligning ligger teksternes tema i Over in The Glory Land og Så går vi til enkebal næsten så langt fra hinanden, som det kan lade sig gøre. Som det fremgår ovenfor, eksisterer der ganske mange versioner af den engelsksprogede tekst, men de har alle udgangspunkt i en længsel efter livet i evigheden i Guds herlighed og nærhed. Det samme tema kan ikke just siges at være gengivet i Gustav Wincklers tekst. Her er himlen afløst af et enkebal med fest og go’ musik. Og kulørte lamper. Med en portion god vilje og overfortolkning kan man godt betragte enkeballet som en kraftigt profaneret udgave af paradistemaet, men i udgangspunktet er der ikke meget tro tilbage i Wincklers tekst. Den eneste direkte reference til kristendommen er en noget kryptisk henvisning til, at danseglade pigers kærester ligner det sjette bud, når de bliver budt med til bal på kroen.
Enkelte har muligvis været knotne over, at den gamle salme og jazz-klassiker blev omdannet til en germaniseret party-basker, men de fleste danskere lod til at være ligeglade med sangens fortid, som de sikkert også har været uvidende om. Sangen om enkeballet blev en af årets største dansktopsucceser og gav Katy Bødtger masser at lave. Enkebalsarrangørerne landet over har sikkert også været glade for den gratis reklame, men de klarede sig nu fint i forvejen.
Ensom dame 40 år Da Gustav Winckler skrev sangen i 1973, var der en del enkeballer rundt omkring i landet, som han har kunnet lade sig inspirere af. I Københavnsområdet kunne han blandt andet tage ind på Damhuskroen i Rødovre, hvor man hver tirsdag havde budt op til Tyroler-enkebal siden sommeren 1966, eller ind til Zigeunerhallen på Nørrebro, hvor man havde holdt lignende arrangementer siden starten af 1965. Sidstnævnte sted har han sikkert været forbi en del gange, for her havde hans bror, Jørgen Winckler, i en længere årrække været fast konferencier, når der hver uge på budt til De glade enkers bal. Hvis han var i Nordjylland midt på ugen og fik lyst til at hilse på sine dansktopkollegaer fra Bjørn & Okay, behøvede han ikke ringe først for at vide, hvor han skulle finde dem. De spillede nemlig til enkebal på Hotel Phønix i Thisted hver onsdag og havde gjort det siden efteråret 1965, hvor de var et ukendt lokalorkester ved navn Okay Kvartetten. For dem blev enkeballerne faktisk det første skridt mod berømmelsen, fordi de med base i disse faste arrangementer på Hotel Phønix nærmest blev en attraktion på egnen.
At disse tre faste enkebalsarrangementer startede i midten af 1960’erne, ser ikke ud til at have været enkeltstående tilfælde. En større gennemgang af forlystelsesannoncer i danske aviser har vist, at enkebalskonceptet efter al sandsynlighed slog igennem på netop på dette tidspunkt. Jeg har ganske enkelt ikke fundet nogle annoncer for lignende arrangementer før begyndelsen af 1965. Til gengæld bredte konceptet sig som en steppebrand i slutningen af 1960’erne. At det skete på netop dette tidspunkt, kan skyldes tilfældigheder, men der er omvendt ganske meget, der taler for, at man med dette koncept ramte et forholdsvis nyt behov.
Det er ikke nogen hemmelighed, at det primære formål med at gå til enkebal alle dage har været at finde sig en partner. Da Bjørn & Okay i begyndelsen af 1990’erne stoppede med at spille til enkebal på Hotel Phønix, begrundede de det med, at der ikke var flere enker tilbage i området. Det var naturligvis sagt i spøg, men omvendt illustrerer det fint, hvilken funktion disse arrangementer har. Det handler kort sagt om at ”lokke, overtale el. på anden måde få en person til at indlede et forhold el. et seksuelt samvær med én”, som der står i Den Danske Ordbog ved opslag på begrebet ’At score’. Her angives det, at begrebet er kendt i Danmark tilbage til 1959 og altså var aktivt allerede i 1960’erne. Traditionelt var erobringer af en partner noget, der hørte ungdommen til. Det samme gjorde deltagelse ved fester og baller. Det almindelige var, at man fandt en partner i sin ungdom, som man blev gift med og holdt sammen med til ”vores dages ende”. Hvis man skulle være så uheldig, at ens livsledsager faldt fra i utide, var man ikke single, men enke/enkemand. Heraf følger begrebet enkebal.
Ifølge Den Danske Ordbog refererer enkebalsbegrebet til fester, ”hvor der især kommer enlige kvinder og mænd, og hvor kvinderne må byde mændene op til dans”. Selvom det ikke artikuleres eksplicit, synes det overvejende sandsynlig, at der med ”enlige mænd og kvinder” primært sigtes mod den modne del af befolkningen. I følge beskrivelsen i supplementet til Ordbog over det danske sprog har begrebet været kendt fra 1920’erne.
Når denne type fester først for alvor synes at være blevet populære fra midten af 1960’erne og frem, hænger det sandsynligvis sammen med, at der var langt flere enlige voksne end tidligere i takt med kernefamiliens opløsning. At festerne hed enkeballer, afspejler fint, at der var tale om en forholdsvis ny situation. Ifølge ovennævnte ordbog introduceredes en anden anglicisme i 1969, som afspejler, at jagten på den eneste ene ikke længere var noget, der alene hørte ungdommen til. Fra da af begyndte man at tale om singler, dvs. personer, der ikke lever i fast parforhold, og i dag er enkeballerne mange steder afløst af singlefester, som er direkte rettet mod denne målgruppe. Alt dette har Gustav Winckler sikkert ikke tænkt så meget over, da han skrev teksten, men han ramte i den grad plet med sin sang om at gå til enkebal, og hvis ikke begrebet var kendt af alle inden, blev det det nu. I månederne og årene efter eksploderede det med enkeballer, og mon ikke sangen har været spillet en gang eller to ved disse arrangementer gennem tiden?
Herrens og musikkens veje At Så går vi til enkebal har vist sig at have begyndt sit liv som en eskatologisk salme, er et af de mere kuriøse eksempler på, at populærmusikkens veje er lettere uransagelige. At det ikke har været den nemmeste opgave at trævle denne historie op, fordi ophavsmændene på forunderlig vis er forsvundet fra krediteringerne undervejs i vandringen fra USA til Europa og Danmark, er i sig selv en artikel værd, men den må vente til en anden gang. I denne omgang vil jeg afslutningsvis opfordre til, at man selv lytter sig igennem de mange indspilninger og udgaver, som takket være Internettet ligger tilgængelige på forskellige platforme. På Youtube.com kan man finde talrige nyere og ældre udgaver i forskellige stilarter og på forskellige sprog, og på Bibzoom.dk ligger en lang række af de indspilninger, som sangen har vandret via op igennem det 20. århundrede.
Hvis man finder en forbindelse, jeg har overset i mit forsøg på at beskrive, hvordan salmen blev til enkebalsslageren, tager jeg taknemmeligt imod. Ikke mindst ville jeg meget gerne vide, hvor den ny versdel og tekst, som Finegan introducerede i 1959, stammer fra. Det er muligt, at han selv skrev begge dele, men som denne artikel viser, skal man ikke afvise noget som helst på forhånd i en verden, hvor enkebal rimer nogenlunde på Gloryland. Med eller uden kulørte lamper.