Erhvervslivet hilser flygtninge velkommen

Erhvervslivet har flere steder meldt sig som en aktiv medspiller, når det handler om at integrere de mange, nye flygtninge.

Kommunerne og erhvervslivet ser store muligheder i de mange flygtninge, der de seneste uger er strømmet ind over den danske grænse. (Arkivfoto) (Foto: Andreas Foldberg- DR Syd)

Selvom flygtningedebatten de seneste uger har raset, så er der flere kommuner i landet, der i den grad hilser immigranterne velkommen.

I Odsherred Kommune har man eksempelvis haft stor succes med at få det lokale erhvervsliv til at tilbyde såkaldte sprogpraktikpladser til de flygtninge, der allerede går i sprogskole.

- Ingen af de virksomheder, som jeg har været i kontakt med, har sagt nej, når jeg har efterspurgt en praktikplads til flygtningene. De har derimod sagt: 'Kom med dem. Lad os prøve. Vi har et medansvar for vores samfund', siger Niels Gundersen, der er erhvervschef i Odsherred Erhvervsråd.

Borgmester: Vi skal hjælpe flygtningene

Også i Lolland Kommune har man mødt

opbakning
fra erhvervslivet. Her er flere af flygtningene blevet tilbudt regulere job. Derfor er kommunen og arbejdsgiverne klar til at give endnu flere en chance, siger borgmesteren i Lolland Kommune:

- For det første skal vi jo hjælpe de flygtninge, der har brug for hjælp. Men blandt de syrere, som jeg har mødt indtil nu, ser jeg altså også en potentiel

arbejdskraft
for det danske samfund, siger Holger Schou Rasmussen (S).

Han mener nemlig, at de nye flygtninge fra Syrien kommer med samme gå-påmod som de tusinder af mennesker, der i 1990'erne blev sendt på flugt fra krigen i det tidligere

Jugoslavien
.

Erhvervslivet vil takke ja til arbejdskraften

- Det virker som om, at syrerne er godt skolet. De ved udmærket godt, at de skal have efteruddannelse og undervisning i dansk. Men de ved også godt, hvordan man passer et arbejde. Der er masser af gåpåmod, siger Holger Schou Rasmussen.

I Odsherred er man heller ikke i tvivl om, at de syriske flygtninge vil være til gavn for samfundet. Af samme grund er erhvervschefen heller ikke bleg for at sige, at der nok skal være nye sprogpraktikpladser i fremtiden.

- Jeg er helt overbevist om, at når vi spørger virksomhederne, om der er nogen af dem, der kan bruge nogle friske unge mennesker, så vil de sige ja tak, siger erhvervschef Niels Gundersen.

Det er endnu ikke afgjort, hvor mange flygtninge, der kommer i hver enkelt kommune.

Facebook
Twitter