Et stykke Danmarkshistorie vender hjem til Korsør: Storebæltsfærge bliver et museum

I dag modtog Slagelse Kommune den 69-årige Storebæltsfærge M/F Broen.

(Foto: Casper Lindbjerg Greve © (C) DR Sjælland)

Orkester, droner og glædestårer fyldte havnekajen ved Halsskov Færgehavn, da færgen M/F Broen i formiddags blev modtaget med stor jubel fra flere hundrede lokale korsoranere.

Det er Slagelse Kommune, der har købt den sort-hvide færge for omkring ti millioner kroner.

Kommunens ambition er, at M/F Broen fra næste år skal stå som et nyt søfartsmuseum og vandsportsaktivitetscenter.

- Det betyder mange nye muligheder for Korsør. Når vi har valgt at få en af de sidste Storebæltsfærger til byen, er det for at markere, at det var en del af overfarten i sin tid, fortæller borgmester for Slagelse Kommune John Dyrby Paulsen fra Socialdemokratiet.

Det er dog ikke kun for at få et nyt og nostalgisk vartegn for den gamle færgeby, at M/F Broen fremadrettet skal være en del af Halsskov Færgehavn, understreger borgmesteren.

- Færgen skal blandt andet huse nogle foreninger for forskellige vandsportsaktiviteter og iværksætteri inden for vandsport, fortæller John Dyrby Paulsen.

  • Udover de mange lokale, der var dukket op på færgelejet for at byde den gamle færge velkommen, stod også et orkester klar til at spille færgen i havn. (Foto: Casper Lindbjerg Greve © (C) DR Sjælland)
  • Der var stort fremmøde for at få et glimt af den 69-årige gamle færge, der blev bygget tilbage i 1951 i Frederikshavn. (Foto: Casper Lindbjerg Greve © DR Sjælland)
  • Hvis man ser godt efter, kan man se navnet 'Kalundborg' fra dengang, at færgen sejlede mellem Kalundborg, Samsø og Aarhus. (Foto: Casper Lindbjerg Greve © DR Sjælland)
1 / 3

Blev for lille til Storebælt

Det er mere end 54 år siden, at M/F Broen sidst har lagt til kaj ved det gamle DSB-leje i Halsskov.

Dengang fragtede færgen passagerer mellem Halsskov og Knudshoved på Fyn, hvor den kunne have 70 biler med ombord.

Færgeoverfarten sejlede i selskab med den kendte færge M/F Frederik IX og isbryderen S/S Holger Danske.

Sidstnævnte blev sammen med M/F Broen involveret i en alvorlig ulykke tilbage i 1954, hvor de to skibe kolliderede og forårsagede en kedeleksplosion på S/S Holger Danske, hvilket kostede to mennesker livet.

Siden har færgen M/F Broen levet en omtumlet tilværelse.

Efter 14 år på Storebæltsoverfarten blev M/F Broen omdøbt til M/F Kalundborg og indsat på ruten Kalundborg–Koldby Kås–Aarhus, fordi færgen ikke havde nok kapacitet til at fragte de mange passagerer på overfarten mellem Fyn og Sjælland.

I 1992 stoppede færgen med at sejle, hvor den efterfølgende blev opkøbt og forvandlet til en diskoteksfærge i Aarhus under navnet 'Broen' og senere 'Spektrum'.

Stor betydning for byen

Pia Jensen, der er født og opvokset i Korsør, er lykkelig for, at Slagelse Kommune overtager den gamle færge.

Det var også med glædestårer i øjenkrogen, hun bød færgen velkommen tilbage til Korsør.

- Færgerne har betydet meget for byen. Mange af Korsørs borgere har været ansat ved færgerne eller hos virksomheder, der leverede til færgerne. Det gik tilbage for Korsør, da broen kom, siger Pia Jensen, der selv har tilbragt meget tid på færgerne.

Pia Jensen mener, det er en stor ting, at børn og børnebørn i fremtiden kan se, hvad færgerne har betydet for Korsør. (Foto: Casper Lindbjerg Greve © DR Sjælland)

Da Storebæltsforbindelsen var i drift, arbejdede hun med rengøring på færgerne.

- Jeg er bare ærgerlig over, at det ikke er 'Kong Frederik', der kommer tilbage, som er den, jeg har sejlet på, siger Pia Jensen.

Men færgen Kong Frederik IX kommer ikke i land ved Korsør.

For mens M/F Broen får et otium som museumsfærge, er andre kendte Storebæltsfærger som Frederik IX og Dronning Margrethe II sidenhen blevet ophugget, hvorimod færgen Dronning Ingrid i 2000 blev omdannet til et hospitalsskib i Afrika.

Slagelse Kommune forventer, at den nyindkøbte attraktion vil være klar til besøg i løbet af næste sommer.

Facebook
Twitter