Færre gider pendle langt: ’Jeg har opdaget, hvor meget fritid man kan have’

Der er sket et tydeligt fald i pendlervilligheden siden 2018, viser analyse fra Dansk Erhverv

Martin Weishaupt har arbejdet hjemme i 10 måneder under coronanedlukningerne og prøvet at have en hverdag uden halvanden times kørsel hver vej til arbejde. (Foto: (Privat foto) © (c) DR)

I syv år har Martin Weishaupt fra Sakskøbing tilbagelagt 125 kilometer - cirka halvanden time - hver vej til og fra Glostrup hver eneste dag, fem dage om ugen, for at komme på arbejde.

Han har nydt de lange ture alene i bilen, hørt musik og brugt tiden til at koble af og tømme hovedet inden og efter en krævende arbejdsdag.

Lige indtil coronanedlukningen sendte ham hjem til spisebordet og til 10 måneders hjemmearbejde i hans job i en elvirksomhed.

- Man kan jo sove længe, og man har fyraften, når man har fyraften, siger Martin Weishaupt.

Især har det sat tanker i gang om balancen mellem arbejde og resten af hverdagen hos Martin Weishaupt at prøve at undgå pendlertiden om eftermiddagen og have halvanden times ekstra fritid efter arbejde.

- Så begynder tiden, du er væk fra familien, at vægte lidt tungere, når man kan mærke, hvordan det er at have mere fritid.

Og han er ikke den eneste. Mange er tilsyneladende blevet mindre villige til at bruge lang tid bag rattet eller i togsædet for at komme på arbejde.

Afgørende at have en mobil arbejdsstyrke

I 2018 var 43 procent af de beskæftigede mellem 20 og 50 år villige til at pendle op til halvanden time om dagen for at komme på arbejde. Det tal er i dag faldet til 29 procent.

Det viser en analyse fra Dansk Erhverv.

Ifølge erhvervsorganisationens arbejdsmarkedschef, Peter Halkjær, er det problematisk.

- Det er hundrede procent afgørende for virksomhederne og også for vores samfundsøkonomi, at vi har en mobil arbejdsstyrke, og at vi hver især er parate til at rykke os, både for det arbejde, vi har, og når vi mister jobbet og skal søge nyt, siger han.

Analysen viser ikke noget om, hvorfor pendlervilligheden falder, men Peter Halkjær gætter på, at det netop skyldes hjemmearbejde under coronanedlukningerne, som har fået flere til at værdsætte den ekstra tid derhjemme.

Han håber, at vores villighed til at pendle vil stige igen.

- Ellers går virksomhederne glip af ordrer, samfundet går glip af jobvækst, og det betyder også, at vi har flere ledige end højest nødvendigt, hvis vi ikke er tilstrækkeligt mobile.

Må tilbyde noget andet til pendler-medarbejderne

Hvis tendensen bliver ved, også når corona er lidt mere på afstand, vil det især give problemer for virksomheder, der ligger uden for de store byer og i forvejen har svært ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, mener Peter Halkjær.

Hos Erhvervshus Sjælland, der vejleder virksomheder i Region Sjælland, tager de også analysens resultater meget alvorligt.

- Og virksomhederne skal tage den her udvikling seriøst og sige: Hvad er det, vi kan tilbyde i stedet. Kan vi tilbyde mere hjemmearbejde, kan man agere på en anden måde som virksomhed, når man ved, at ens medarbejdere har langt til arbejde, siger direktør i Erhvervshus Sjælland, Mads Kragh.

Kunne Martin Weishaupt helt selv vælge, måtte arbejdspladsen gerne ligge et kvarters tid væk.

Omvendt er hans nuværende job i Glostrup drømmejobbet, så han er ikke i gang med at lede efter noget andet. Men han håber, det bliver muligt at undgå at pendle frem og tilbage fem dage om ugen fremover.

- Mit personlige ønske ville være at arbejde hjemme tre dage om ugen og så køre ind til København to dage om ugen. Det med at se sine kollegaer er jo også en del af arbejdsglæden, som man reelt ikke får med, hvis man bare sidder hjemme foran sin computerskærm i sin egen verden, siger Martin Weishaupt.

Facebook
Twitter