Familier med luksusproblem: Savner ensomme at holde jul med

Røde Kors har flere værtsfamilier end mennesker, der savner nogle at spise and og rødkål med.

Familien Hjorth Hendriksen inviterede en ung kvinde med til turen omkring juletræet sidste år. Det var en succes. (Foto: PRIVATFOTO © (c) DR)

Røde Kors er stødt på et luksusproblem. I nogle områder af landet er der seks gange så mange familier, der gerne vil invitere en fremmed indenfor, som der er enlige, der søger en familie.

- Det er vi meget bekymrede over, for vi formoder, at der stadig er mange mennesker derude, der tænker, at de gerne vil fejre julen sammen med andre, og dem er vi ikke nået ud til, siger Christina Rasmussen, der er sektionsleder hos Røde Kors' "Projekt Julevenner".

Sidste år var der 1200 gæster og værter, der nød juletræets skinnende julelys sammen og igen i år har Røde Kors travlt med at matche gæster og værtsfamilier i Projekt Julevenner.

I Region Sjælland mødtes 90 værter og gæster i 2016 hinanden til en dans om juletræet og ”Dejlig er den himmel blå”, men i år har kun 63 gæster og værter meldt sig til at være sammen om at pakke julegaver op.

Samtidig er der dobbelt så mange tilmeldte værter som gæster på landsplan. På store dele af Sjælland, Lolland og Falster er der nu seks gange så mange værtsfamilier, som gæster, der mangler nogle at fejre jul hos.

Men for Røde Kors kan det store antal værtsfamilier vendes til noget godt:

- Det ser vi som noget meget positivt, for det gør det muligt for os at lave de bedste match. Der kan være ønsker i forhold til børn og så videre, så det er for os noget positivt, siger Christina Rasmussen, der efterlyser ensomme mennesker, der mangler selskab i julen.

Familien Hjorth Hendriksen var så glade for at have en fremmed gæst sidste år, at familien i år gerne vil have to gæster at dele flæskestegen og anden med. (Foto: PRIVATFOTO © (c) DR)

Familien Hjorth Hendriksen fra Slagelse inviterede sidste år en ung kvinde til at hjælpe med at spise noget af al julemaden og være sammen om julehyggen:

- Hun skulle sidde alene juleaften, fordi hendes familie ikke fejrede jul. De var Jehovas Vidne, og hendes kæreste var lige gået fra hende, forklarer Heidi Hjorth Hendriksen og tilføjer:

- Så blev vi koblet sammen. Det var supergodt.

Familien havde spurgt den unge kvinde, hvad hun interesserede sig for, for hun havde sagt, at de ikke skulle købe gave til hende:

- Hun kunne lide at tegne, så vi købte noget, hun kunne bruge til det, så hun ikke skulle sidde uden gaver.

Til gengæld havde kvinden, der var midt i tyverne, en flaske vin med til familien. Heidi Hjorth Hendriksen forklarer, at det mest overraskende var at familien troede, at det mest var ældre eller enlige med et barn eller nogen, der ikke havde råd til at fejre jul, der ville møde op:

- Men det var en ganske almindelig velfungerende pige, der havde arbejde og bare havde lyst til at være sammen med nogen og ikke sidde alene juleaften, siger Heidi Hjorth Hendriksen.

Dejlig følelse at dele juleaften med en fremmed

Heidi Hjorth Hendriksen (th.) har plads til to mere ved bordet juleaften. (Foto: PRIVATFOTO © (c) DR)

Det blev så god en oplevelse, at familien Hjorth Hendriksen er klar til at invitere to personer til den 24. december.

- Det var en rigtig dejlig følelse. Jeg synes ikke der er nogen, som skal sidde alene juleaften, siger Heide Hjorth Hendriksen og uddyber:

- Specielt vores yngste datter på ti år synes, det var helt fantastisk. Hun kan næsten ikke vente og håber, der kommer nogen, næsten lige meget hvad.

Derfor har familien meldt sig til at få to julegæster i år, hvis det kan lade sig gøre:

- Sådan lidt i tanken, at hvis der sidder en enlig med et barn, ville det passe rigtig godt ind.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.