Fanget i danske farvande: Døde klumpfisk driver på land

Indtil videre er der fundet 20 af de sjældne fisk ved de danske kyster.

Normalt bliver der fundet mellem nul og fem klumpfisk om året i Danmark. I år er der indtil videre fundet 20. (Foto: Lasse Thomas Edlev © (c) privatfoto)

De kom med varmen, men de dør med kulden. Der er tale om et særpræget dyr: Klumpfisken.

I løbet af de seneste måneder er flere af dem blevet fundet rundt langs strandkanterne, hvor de er skyllet op.

Det er blandt andet sket på Røsnæs på Nordvestsjælland, hvor naturfotograf Ole Agerbæk stødte på den sjældne fisk under en gåtur.

Det er en oplevelse, der har gjort indtryk på ham.

Det vakte stor begejstring, da Ole Agerbæk fandt en død klumpfisk ved Røsnæs. (Foto: Ole Agerbaek © (c) privatfoto)

- Jeg havde set billeder af døde klumpfisk, der var strandet i området, så jeg var slet ikke i tvivl om, hvad det var. Når man finder sådan noget, giver hjertet lige et ekstra tik, fortæller han om sit specielle fund.

Normalt er der kun maksimalt registreret en håndfuld klumpfisk herhjemme om året. Derfor er det en sjælden gæst at finde på de danske strande.

- Der er jo et utal af døde dyr i havet, som skyller op på stranden, men at finde en klumpfisk er helt klart det mest mærkelige og det mest spændende, man kan finde, fordi de trods alt er så sjældne i Danmark, lyder det begejstret fra Ole Agerbæk.

20 fund og flere på vej

Fiskeatlas, der hører under Københavns Universitet, har indtil videre på landsplan registreret 20 døde klumpfisk siden oktober sidste år og til nu.

Fiskene er sandsynligvis kommet til med sommerens høje vandtemperaturer og særlig kraftig havstrøm, men de kan altså ikke klare sig i de danske farvande om vinteren.

Det forklarer akvariechef og havbiolog ved Øresundsakvariet, Jens Peder Jeppesen.

- De kan ikke fungere, når temperaturen kommer under 10 grader. Så står deres kroppe af, og de begynder at dø lige så stille og roligt. Så ser vi dem drive op i overfladen - magtesløse og uden kræfter - hvorefter de driver ind til kanterne og dør.

(Foto: (Grafik) Signe Heiredal © dr)
(Foto: (Grafik) Signe Heiredal © dr)

Det er ganske udsædvanligt at se så mange klumpfisk på de danske strande, og ifølge Jens Peder Jeppesen vil der sandsynligvis komme endnu flere i løbet af januar.

- Der er nogen, der er fanget i noget varmt bundvand derude, men lige så snart de bliver mere afkræftede, vil vi højst sandsynligt få flere ind til kysterne, siger han og fortæller, at klumpfisken er en hyppig gæst i danske farvande i de varme måneder.

Det er især i august, september og oktober, klumpfiskene kommer ind i de danske farvande, hvor der er meget mad, som eksempelvis gobler.

- Problemet er så, at når vandet begynder at blive koldt i oktober og november, går de helt instinktivt tilbage til varmere farvande. Så begynder det at blive et problem, når man befinder sig i dansk farvand. Hvis man går sydover i de indre danske farvande, rammer man Østersøen, og så kommer man ikke videre, siger Jens Peder Jeppesen.

Selv om 20 fund af klumpfisk er det næsthøjeste antal fundet i Danmark, så slår det dog ikke rekorden fra 2014, hvor der blev fundet omkring 80 klumpfisk.

'Jeg undrede mig over, at det kunne lade sig gøre'

I lydklippet herunder kan du høre tidligere naturvejleder Lasse Thomas Edlev fortælle om sit fund af det mærkværdige dyr, da han gik tur på stranden ved Nostrup på Røsnæs:

Hvis du ser en klumpfisk:

  • Hvis du finder en klumpfisk, kan du kontakte Øresundsakvariet via telefonnummer 35 32 19 70 eller vagttelefonerne 28 75 19 70 / 28 75 19 58.

  • Øresundsakvariet bruger nemlig de døde klumpfisk til at højne dets viden om, hvordan klumpfisken agerer i de indre, danske farvande.

  • Hvis en funden fisk er frisk, kan den muligvis bruges til formidling, undervisning og forskning. Hvis den er meget henfalden eller nærmest rådden, vil den formentlig blot blive registreret med findested, billede, vægt og længde.