Farlige narko-frimærker forhandles via Facebook

Tal med dine børn, lyder opfordringen fra politiet, som lige nu forsøger at finde frem til, hvem der sælger farlige frimærker til børn og unge.

Foto fra Sundhedstyrelsen af de tillokkende narko-imprægnerede frimærker. (Foto: Sundhedsstyrelsen © sundhedsstyrelsen)

En specialpatrulje hos Midt- og Vestsjællands Politi efterforsker lige nu en sag, hvor fire unge fra Stevns i weekenden blev indlagt til observation med hallucinationer.

Det skete, efter de havde slikket på nogle små frimærke-lignende stykker papir imprægneret med et narkotisk stof, der ligner LSD.

Handlet via Facebookgruppe

- Indtil videre ved vi, at det her stof formentlig er handlet via en lukket Facebookgruppe. Det, vi skal have klarlagt, er, om det er distribueret internt i Danmark, eller om det kommer fra udlandet, siger Kim Lech, leder af Special- og observationsgruppen i Midt- og Vestsjællands Politi.

Efterforskning på Facebook er svær. Det kan være nemt i Danmark, men Facebook hører til i USA, så det kræver en retskendelse, forklarer politikommissæren.

- Men det er jo heller ikke via Facebookgruppen, at det bliver distribueret. Det er via nogle mennesker, som kan sidde i hele verden, siger Kim Lech.

Og det er de mennesker, politiet leder efter.

Alt fra glasskår til hestebesøvelse

Hvad de unge på Stevns indtog, ved politiet ikke.

- Vi ved, at man aldrig ved, hvad der er i. Det er syntetisk fremstillet i udlandet og kan indeholde alt fra glasskår til hestebedøvelse, siger Kim Lech.

Politiet opfordrer til, at man taler med sine børn:

- Det er ikke unormalt, at børn har en eksperimenterende adfærd i teenage-alderen. De her frimærker er forklædt som festlige drugs i kulørte farver, men man er nødt til at fortælle, at det kan være dødfarligt, siger politikommissæren.

De gambler med liv og helbred

Kim Lech erkender, at det kan være svært for forældre at tage den snak:

- Det her er et meget lukket miljø, som forældrene ikke har meget kendskab til. Og det med frimærkerne er forholdsvist nyt. Men det er vigtigt, at man advarer sine børn.

Det er vigtigt, at de unge forstår, at de gambler med liv og helbred, hvis de indtager disse stoffer, forklarer han.