Femern-forsinkelse: Tusindvis af nye arbejdspladser udsættes

Femern-forbindelsen bliver 2,2 mia. kr. dyrere end forventet. Og allerede nu forsinker det projektet med mindst et halvt år, lyder det fra Femern A/S.

Bilisterne må have tålmodighed, hvis de allerede nu glæder sig til turen under Femern Bælt. Projektet bliver nemlig så dyrt, at det udskydes i mindst et halvt år. (Foto: Femern A/S © Femern A/S)

Danske og tyske bilister skal i den grad finde deres tålmodige side frem, hvis de har planer om at køre under Femern Bælt i 2021. Femern-forbindelsen bliver nemlig markant dyrere, end man lige havde regnet med.

Sådan lød konklusionen i går fra Transportministeriet, da de fremlagde et nyt og revideret regnskab for partierne bag aftalen. Og det var en melding, der i den grad kom bag på Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen.

- Det var forholdsvis overraskende, at anlægsprisen bliver 2,2 mia. kr. højere. Igennem de seneste år har vi nemlig oplevet, at de fleste anlægsprojekter blev væsentligt billigere, end vi umiddelbart havde regnet med, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Projektet kan udskydes et til to år

Årsagen til prisstigningen skal findes i de bud, som de prækvalificerede entreprenører har afgivet til Femern A/S. De var nemlig betydeligt højere, end man først havde ventet. Og det kan udskyde byggestarten og de 3000 nye job i mindst et halvt år, siger direktør i Femern Bælt Devolpment, Stig Rømer Winther.

- I stedet for at komme i gang i september måned, så må vi vente til marts eller april næste år. Min vurdering er dog, at det ikke kommer til at betyde det store. Vi skal bare i gang hurtigst muligt, siger Stig Rømer Winther.

Venstres transportordfører tror dog ikke på, at projektet kun udskydes med et halvt år. Det er nemlig nødvendigt at få entreprenørerne ned i pris. Og det kan betyde, at man udsætter indvielsen.

- Vi har pålagt Femern A/S, at de skal forhandle prisen ned. Det kan man gøre på forskellige måder. Eksempelvis kan man forlænge den meget korte anlægsperiode med et år eller to, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Bilisterne vil ikke komme til at mærke noget

Transportordføreren tror dog ikke, at forlængelsen af bygge- og anlægsperioden vil få den store betydning for bilisterne. Projektet er nemlig så vigtigt for Danmark, at vi sagtens kan vente et par år.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, når vi nu har glædet os til at køre under Femern Bælt i 2021. Men vores tro på det her projekt er usvækket, da det har meget stor betydning for Danmark. Og det har i særdeleshed stor betydning for Sydsjælland og Lolland-Falster, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Den største del af anlægsprojektet skal udføres i Danmark. Alene på og omkring tunnelelementfabrikken ved Rødbyhavn ventes omkring 3.000 ansatte at være beskæftiget årligt, når produktionen af tunnelelementer er på sit højeste.  I alt skønnes byggeriet at skabe beskæftigelse svarende til 55.000 mandeår.

Facebook
Twitter