Feriepengene er vej: Carina og Teddy forkæler hinanden med nyt køkken

Indefrosne feriepenge vil give en anden bølge af forbrug, mener forbrugerøkonom.

Carina og Teddy Damberg Madsen fra Vordingborg er allerede i fuld gang med at planlægge, hvad deres feriepenge skal bruges til.

De købte nyt hus for to et halvt år siden, som de har sat i stand, men der har endnu ikke været råd til at lave nyt køkken.

- Vores køkken er fra tresserne og helt retro, indmaden i skufferne er orange. Så nu skal vi have et nyt, siger Carina Damberg Madsen, som sammen med sin mand kigger på bordplader og skabslåger til det nye køkken.

Parret får tilsammen udbetalt 45.000 kroner i feriepenge, og Carina og Teddy Damberg Madsen er helt sikre på, at pengene skal bruges på det nye køkken frem for at vente med at få dem udbetalt til deres pension.

- Det er fint nok, at man kan gemme pengene til pensionen, men vi er så unge. Vi er ikke sikre på, at vi er her til den tid, hvor vi ellers kunne få dem udbetalt, siger Carina Damberg Madsen.

Ny bølge af forbrug

Selvom der allerede har været godt gang i forbedringer af hus og hjem, siden coronaepidemien brød ud i marts, vil feriepengene give en anden bølge af forbrug, mener forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen.

- Danskerne kommer til at bruge deres feriepenge på en hel masse ting derhjemme. Det kan være nyt køkken eller bad, det kan også være, det er sommerhuset man opgraderer, lyder det fra forbrugerøkonomen.

Det kan man godt mærke hos Vordingborg Køkkenet, siger administrerende direktør Hjalmar Hansen.

- Vi har rigtig travlt i køkkenbranchen, der er run på vores butikker. Der kommer mange, som bestiller nyt køkken, og mange af dem er bevidste om, at det er feriepengene, de vil bruge, siger han.

Teddy Damberg Madsen fortæller, at de normalt bruger deres feriepenge på at rejse til Thailand, men at corona har lagt en dæmper på rejselysten.

Den manglende rejselyst vil få folk til at lægge feriepengene inden for Danmarks grænser, vurderer Ann Lehmann Erichsen.

- Det med at rejse væk er ikke trygt i øjeblikket, og så er det, at vi hellere bruger pengene på at forbedre vores eget territorie, siger forbrugerøkonomen.

Harley Davidson og konfirmation

En anden, der har valgt at få de indefrosne feriepenge udbetalt, som der blev åbnet op for i dag på borger.dk, er Bo Thimer.

Han er kontrolrumsoperatør på Aalborg Portland, og han ser også frem til at få sine feriepenge udbetalt.

- Jeg har brugt min opsparing på en ny Harley Davidson, og de penge jeg har sparet op skulle være brugt til min søns konfirmation næste år, så dem vil jeg meget gerne have udbetalt.

Om Bo Thimer skulle have pengene udbetalt, eller om de skulle blive stående til hans pension, var han ikke et sekund i tvivl om.

- Jeg lever i nuet, og hvorfor så ikke bruge dem til at få gang i systemet igen. Corona har gjort meget ondt for vores land, så vi skal bare have det væk og få gang i hjulene igen, siger han.

Feriepenge kan sammenlignes med SP-penge

Det er ikke første gang, at regeringen vælger at udbetale større pengesummer til danskerne.

Sådan gik det også i 2009, hvor VK-regeringen under Anders Fogh Rasmussen valgte at frigive Den Særlige Pensionsopsparing, de såkaldte SP-penge, for at sætte gang i hjulene oven på finanskrisen.

- Stort set alle danskere valgte at sige ja tak til at få SP-pengene udbetalt, og der blev cirka seks ud af ti kroner omsat til forbrug, siger Ann Lehmann Erichsen.

Sådan får du dine feriepenge

  • Fra tirsdag den 29. september kan du bede om at få op til tre uger af dine indfrosne feriepenge udbetalt.

  • Du skal gå ind via borger.dk/bestilferiemidler

  • Log på med NemID.

  • Vælg ansættelsesforhold. Langt de fleste vil være lønmodtagere, men enkelte grupper vil skulle ansøge via en blanket.

  • Herefter kan du se, hvor meget du får udbetalt. Beløbet er før skat.

  • Bekræft en Tro & Love erklæring.

  • Tryk på ”Bestil feriemidler”.

  • Du får en kvittering, og pengene vil blive sat ind på din Nem-Konto.

  • Efter få dage modtager du et brev med præcis angivelse af, hvor mange penge du får udbetalt, og hvornår pengene udbetales.

  • Du skal forvente, at der går op til syv hverdage, fra du beder om pengene, til du får dem udbetalt på din konto.

  • Kilde: Beskæftigelsesministeriet.

Facebook
Twitter