Flere husejere har investeret i nyt køkken frem for grøn varme – de straffes ved årsskiftet

Fra januar 2021 bliver det dyrere at varme huset op med naturgas og kul.

Mange husejere har indtil nu ikke prioriteret opvarmning - det vil ændre sig fremover, vurderer typehusfirma. (Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen)

Fra nytår bliver det dyrere at tænde for det varme vand i bruseren eller radiatoren, hvis din varmekilde kommer fra olie eller naturgas.

Det sker som konsekvens af, at Folketinget i juni vedtog en klimaplan, der skal sikre, at det bliver dyrere at varme boligen op med fossile brændstoffer.

Omvendt bliver det billigere, hvis boligen opvarmes med grøn strøm, som fra eksempelvis varmepumper, jordvarme eller fra grøn fjernvarme.

De stigende afgifter er et skridt på vejen mod Danmarks klimamål om at reducere drivhusgasudledningerne i 2030 med 70 procent i forhold til 1990 og om at opnå klimaneutralitet senest i 2050.

Afgiften på olie og naturgas stiger således fra 56,7 kroner til 62,3 kroner per gigajoule, og det kommer husejere med olie og naturgas til at mærke på energiregningen.

Valgte nyt køkken fremfor jordvarme

En af dem er husejer Niels Lynge i Slagelse. Få måneder før den nye klimaaftale landede, flyttede han sammen med sin familie ind i sit nybyggede hus.

Men selvom huset er splinternyt, er varmekilden allerede forældet.

- Overvejelserne gik udelukkende på det økonomiske: Om vi skulle lægge 100-150.000 kroner i jordvarme, eller om vi skulle vælge en billigere og sikrere løsning og i stedet bruge pengene nogle andre ting på huset, siger Niels Lynge.

Han og familien valgte den sidste mulighed og investerede pengene i køkken, klinker og hårde hvidevarer.

- Vand og varme er måske ikke det mest sexede. Det er mere interessant at kigge på, hvilke fede klinker, vi kan få på gulvet, eller hvilke hårde hvidevarer i køkkenet, siger han.

Nu ærgrer han sig dog over prioriteringen. For kort tid efter, at fliserne var lagt i indkørslen, annoncerede Folketinget, at naturgas bliver dyrere fra årsskiftet, og de anbefaler at udskifte varmekilden med grøn energi.

- Det er bundærgerligt. Havde vi vidst det, havde vi haft en anden forudsætning for, hvilket valg vi havde truffet omkring hele opvarmningen af huset, siger han.

Man har jo snakket om grøn omstilling i mange år og talt om både olie og naturgas. Det kan da ikke komme helt bag på jer?

- Næ, man har talt om det her længe. Man har også længe talt om udfasning af brændeovne, som vi havde i vores tidligere hus igennem mange år, uden der skete noget. Der kan ofte være langt fra tale til handling, lyder det fra Niels Lynge.

Grøn energi har ikke været en prioritet

Niels Lynge er ikke den eneste husejer, der står med et nybygget hus, som ikke har en grøn energikilde.

38,5 procent af de nye parcelhuse, der er blevet bygget i Region Hovedstaden mellem 2016 - 2020, har naturgas som varmekilde. I Region Sjælland gælder det for godt hvert fjerde nybygget parcelhus.

Investering i grøn varme har simpelthen ikke været en prioritet for nybygger-kunderne indtil nu, oplever typehusfirmaet Huskompagniet.

- De fleste har et budget, og der er flere, der stadig vælger at bruge pengene på et lækkert køkken fremfor en grøn varmekilde, siger administrerende direktør Martin Ravn Nielsen.

Han tror dog, at husejernes prioritering vender med den nye klimaplan.

- Jeg er ikke i tvivl om, at bankerne vil have et øget fokus på det her. Det vil sætte den rigtige bevægelse i gang hurtigt, siger Martin Ravn Nielsen.

Facebook
Twitter