Flere kvinder vælger vægtløftning: Udgør halvdelen af deltagerlisten til DM

Nutidens kvinder vil gerne have lidt muskler på kroppen, lyder det fra Dansk Vægtløftnings-Forbund.

50 ud af 99 deltagere er kvinder, når det danske mesterskab i seniorvægtløftning udfolder sig i weekenden i Slagelse.

Sammen med mændene skal de dybt ned i squat for at løfte flest kilo og kæmpe om en plads på podiet i de forskellige vægtklasser.

Og det er ikke set før, lyder det fra Erling Johansen, der er formand for Dansk Vægtløftnings-Forbund:

- Der har også tidligere været kvinder i vores sport, men der var de ikke med i konkurrencer. Kvinderne var i starten bange for, at de fik store lår. Men dagens kvinder vil gerne have lidt muskler på kroppen og se veltrænede ud.

'Der er nu plads til muskler på kvinder'

For kvinder i vægtløftningsporten er ikke ensbetydende med store spændstige muskler og en kampvægt på 100 kilo, fortæller vægtløfter Emma Karlsen fra klubben AK Atlas i Slagelse, der søndag skal konkurrere i vægtklassen 81 kilo.

- Sådan tror jeg, at det er i de flestes hoveder. Så snart kvinder laver vægtløftning eller noget i den dur, ender de med at ligne en mand - sådan er det slet ikke. Alle de kvinder, jeg træner med, er meget feminine piger i forhold til deres kropsbygning, lyder det fra Emma Karlsen.

Hun mener, at et stigma er ved at forsvinde, hvor en kvinde skal være lille og petit. Nu er der plads til kvinder, som har lidt flere muskler fordelt på kroppen.

- Jeg synes generelt, at der har været et stigma, der hedder, at kvinder ikke kan have muskler eller være stærke. Jeg føler også mig selv meget kvindelig, selvom jeg har lidt større lår end gennemsnittet, siger hun.

Emma Karlsen har oplevet flere kvinder være interesseret i vægtløftning, efter crossfit er blevet introduceret i Danmark. (Foto: Emma Karlsen © (c) privatfoto)

Emma Karlsen har oplevet, at flere kvinder er blevet interesseret i vægtløftning, efter crossfit er blevet introduceret i Danmark.

- Jeg synes, det er dejligt, at der er kommet flere kvinder ind i sporten. Jo flere kvinder, der kommer til, jo mere opbakning er der, siger Emma Karlsen, der selv går efter en plads på podiet til weekendens DM.

Nej til et kvindeligt DM i vægtløftning

Siden der nu er kommet så mange kvinder i vægtløftningsklubberne, har Dansk Vægtløftnings-Forbund også givet et særligt forslag til de kvindelige vægtløftere:

- Vi havde foreslået at lave et specielt DM for kvinder. Men de siger nej, for de vil gerne være sammen med mændene. Det betyder, at vi nu må lave stævnet over to dage, fortæller Erling Johansen, som indrømmer, at han har svært ved at få armene ned.

- Når jeg taler med formænd i andre idrætsklubber i Danmark, spørger de også, hvordan vi kan holde på kvinderne. I andre foreninger oplever de, at kvinderne falder fra, når de når en bestemt alder.

Og Erling Johansen tror, at der er en ganske særlig grund til, hvorfor kvinder ikke forlader vægtløftssporten.

- Kvinderne bryder sig ikke om særbehandling eller speciel hensyntagen. De vil betragtes som dem, de er - og de er vægtløftere.

Facebook
Twitter