Flere partier vil beskytte havørreder mod overfiskeri

Havørreder på Sydsjælland skal skærmes mod overfiskeri, lyder det fra flere ordførere.

Ørrederne her er fanget ved Enø uden for Næstved. (Foto: Per Gade Gyldenkærne © dr)

De sårbare bestande af havørreder i Sydsjælland skal beskyttes bedre.

Sådan lyder det nu fra flere partier på Christiansborg.

Det sker efter at Danmarks Sportsfiskerforbund i sidste uge advarede om, at havørrederne i Karrebæk og Præstø fjord er truede på grund af overfiskeri.

Sportsfiskerne har derfor foreslået, at fiskeriet i fjordene begrænses, og det ønske støttes af den konservative miljøordfører Mette Abilgaard.

- Det skal tages alvorligt. Lystfiskeri er blevet en stor turistattraktion, det giver mere fiskeri, og derfor skal vi hele tiden sikre os, at der ikke sker overfiskeri. Kommende generationer skal også have glæde af fiskeri, siger hun.

De Radikale er også klar til at se på problemet, siger partiets fødevareordfører, Andreas Steenberg.

- Det er en god ide at begrænse fiskeri, så vi kan blive ved med at have fisk, og der skal man finde en fornuftig balance, siger han.

Enhedslisten er så bekymrede, at de vil stille spørgsmål om sagen til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), oplyser Enhedslistens fiskeri- og fødevareordfører Søren Egge Rasmussen.

En undersøgelse har vist, at kun få procent af havørrederne i Karrebæk og Præstø fjord når at vende tilbage til det vandløb, de stammer fra, for at formere sig, og disse fisk når kun at gyde en gang, før de bliver fanget.

Til sammenligning overlever ti procent af havørrederne i Tuse å ved Holbæk, efter at fredningen af fiskene i Holbæk Fjord for en snes år siden blev udvidet.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.