Fodboldklub tabte kamp grund af mistanke om corona: 'DBU løber fra sit ansvar'

Det er op til de enkelte hold at beslutte, om en kamp skal udskydes, siger DBU.

Fodboldklubben Vordingborg IF mener, at DBU skal udskyde fodboldkampe, hvis et hold har en mistanke om coronasmitte blandt flere spillere. (Foto: Grafik: Signe Heiredal (DR))

'Trist og uhørt, at hverken DBU eller Taastrup støtter op! Det er en skandale!'

'Utroligt, at vi som klubber ikke står bedre sammen i sådan en situation.'

Frustrationen fylder ikke kun i omklædningsrummet hos Vordingborg IF, men også blandt fodboldklubbens fans på holdets facebookside.

Lørdag skulle klubbens herrehold møde Taastrup FC på udebane i Danmarksserien, men få dage før kampen meldte to spillere sig syge med symptomer på corona.

- Normalt vil jeg lade dem (spillerne, red.) blive hjemme og tage resten af spillerne med til kamp, men kun to døgn tidligere var spillerne sammen med resten af holdet i kamp, biler og i omklædning, fortæller formand for Vordingborg IF Morten Brandt.

Klubben kontaktede derfor sin modstander for at få kampen udsat, indtil alle spillere på holdet var blevet testet for coronavirus.

Det afviste Taastrup FC.

Som reglerne står skrevet i Dansk Boldspil-Union, DBU, taber det hold, der ikke kan stille med spillere. Derfor blev Vordingborg taberdømt i kampen mod Taastrup FC med cifrene 0-3.

Det ærgrer Morten Brandt, som kalder beslutningen kynisk. Ifølge ham havde myndighederne anbefalet, at kampen skulle flyttes til en anden dag på grund af smittefaren.

- Vi kan som klub ikke tage ansvaret for, at vi står i en situation, hvor spillerne muligvis kan smitte andre spillere, siger formanden.

'DBU tager ikke ansvar'

Morten Brandt trækker også det røde kort til DBU for unionens håndtering af sagen.

Ifølge boldspilunionen er det op til de enkelte klubber, om kampen skal udskydes, hvis en klub har mistanke om smitte.

Men det er at løbe fra sit ansvar, lyder det fra Morten Brandt.

- DBU har et slogan, der hedder ’en del af noget større’. Det kan vi ikke genkende. Jeg synes ikke, de tager ansvar, siger han og mener, at unionen burde udskyde fodboldkampen.

I et skriftligt svar til DR Sjælland skriver DBU, at de ikke ønsker at gå ind i enkeltsager.

DBU understreger dog, at de følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Desuden har de lavet regler for, hvordan dansk fodbold kan afvikles på en ansvarlig måde for alle spillere og klubber.

- Retningslinjerne gør det for eksempel muligt for klubber i fællesskab at udskyde en kamp, hvis der er mistanke om coronasmitte. Det må være op til klubberne selv, da de har kontakten til spillere og frivillige, og DBU har ikke mulighed for at vurdere smitterisiko for alle spillere og frivillige i dansk fodbold, skriver DBU.

DR Sjælland har været i kontakt med Taastrup FC, der ikke ønsker at kommentere sagen.

Facebook
Twitter