Fødevarestyrelsen slår alarm efter fund af fugleinfluenza på Sjælland

Fødevarestyrelsen opfordrer nu fjerkræejere til at holde deres fugle under tag.

Fødevarestyrelsen frygter, at flere fjerkræ på Sydsjælland og ved Smålandsfarvandet bliver smittet af fugleinfluenza, som er blevet opdaget flere steder i området. (© stock xchange)

Hvis du er fjerkræejer på Sydsjælland, så skal du passe ekstra godt på. Sådan lyder opfordringen fra Fødevarestyrelsen efter flere fund af fugleinfluenza hos vildfugle.

- Vi har fået nogle positive laboratorieresultater fra fugle helt ude fra Egholm ved Agersø og helt inde ved Sakskøbing. Og det tyder på, at der er en risiko for fugleinfluenza i hele strækningen på Vestsjælland fra Korsør og ned til Sydsjælland ved kystområdet ud til Smålandsfarvandet, lyder det fra Stig Mellergaard, der er souschef hos Fødevarestyrelsen.

De seneste positive resultater, hvor der har været tegn på fugleinfluenza, er blevet fundet fredag eftermiddag nord fra Agersø. Her fandt man fugleinfluenza i nogle fasaner og gråænder.

Derfor mener Fødevarestyrelsen også, at hvis man holder fugle enten professionelt eller som fritidsfjerkræsholder, så skal man passe ekstra godt på.

Husk at skifte fodtøj

Det betyder blandt andet, at skovalget er afgørende for fuglenes helbred.

- Når visussen er så udbredt i det område, så er det vigtigt, at vi får en meddelelse ud til fjerkræholdere om, at de skal være opmærksomme på, at hele deres område kan være smittet, hvis de går ved standen eller kysten. Derfor må man ikke gå ind til sine fjerkræ med de samme sko på, fordi hønsene kan blive smittet, hvis man har trådt i en fugleklat, siger Stig Mellergaard.

Derudover skal fuglene også opholde sig i et aflukket område, opfordrer Fødevarestyrelsen.

- Det er vigtigt at lade fuglene gå inde i en aflukket hønsegård, så der ikke kan komme afføring ind fra fugle, der flyver forbi, fortæller Stig Mellergaard.

Det betyder dog ikke, at hønsene nødvendigvis skal lukkes inde i et hus, men at udeområdet gerne må være begrænset, så man kan sikre smitterisikoen.

Fundet af fugleinfluenza i de vilde fugle er af typen H5N6, og Fødevarestyrelsen har endnu ikke fundet en forklaring på, hvorfor man netop har fundet fugleinfluenza i det Vest- og Sydsjællandske område.

Facebook
Twitter