For første gang i 50 år: Antallet af tankstationer vokser

Der blev i 2016 lidt flere steder at tanke op end året før.

I 2016 kom vi op på over 2.000 tankstationer i Danmark. (Foto: Mie Leonora Heiberg- P4 Syd)

Da år 2016 løb ud, var der kommet 30 nye tankstationer til i Danmark, og det er reelt første gang siden slutningen af 60'erne, at kurven over danske tankstationer igen tager et lille hop opad.

I flere år har sammenlægninger, salg af benzinselskaber og tankstationslukninger præget branchen, men tal fra brancheforeningen Energi- og Olieforum, EOF, viser nu en lille, men dog alligevel målbar nettostigning i antallet af tankstationer.

Direktør i EOF Jacob Stahl Otte er ikke meget for at konkludere noget ud fra stigningen, da den stadig er så forholdsvis beskeden, at det er svært at sige, om det er starten på en tendens. Men noget sker der i branchen i de her år, siger han.

- Branchen er blevet langt mere specialiseret, så selskaberne i dag i højere grad enten driver forretning med at udvinde olie eller drive tankstationer og ikke begge dele, som det var tidligere, siger Jacob Stahl.

En af de selskaber, der har satset hårdt på selvbetjeningsstationer på det danske marked, er benzinkæden Uno X.

Her har man netop valgt at satse en kvart milliard på det danske marked, der blandt andet skal gå til at opgradere eksisterende tanke og til imødekomme ønsker, som kunder har givet udtryk for i en spørgeundersøgelse.

- Vi gør blandt andet noget ved med et lys, så man føler sig mere tryg, når man står om aftenen og natten og tanker, siger byggechef i Uno-X Julie Mortensen.

I 1968 var der cirka 8.000 benzinstationer i Danmark. Med den lille stigning i 2016 er der idag 2.028 tankstationer.

Facebook
Twitter