Første student i familien sprænger karakterskalaen

Med et snit på 13,5 kan Petrine Brandt kalde sig superstudent.

- Man kan godt være intelligent, men det alene kommer man ikke ret langt med. Motivationen er det, der betyder allermest, siger HTX-superstudenten Petrine Brandt. (Foto: Casper Dalsgaard Sander DR Sjælland © (C) DR Sjælland)

De danske gader er i disse dage fyldt med nyudklækkede studenter, og i dag får mange af dem overrakt et bevis for deres eksamen.

En af dem er 19-årige Petrine Brandt fra HTX i Næstved. For hende og hendes familie er dagen i dag helt særlig, for ikke nok med, at hun er den første i familien, der får den traditionsrige hue på hovedet, så har hun også sprængt karaterskalaen med et gennemsnit på 12,5.

- Jeg tror allermest, at det handler om vedholdenhed. Man kan jo godt være intelligent, men det alene kommer man ikke ret langt med. Motivationen er det, der betyder allermest, siger HTX-superstudenten.

Petrine Brandt kan desuden gange sit snit op med 1,06 og 1,08, fordi hun både har taget ekstra A-niveaufag og regner med at læse videre på en videregående uddannelse inden for to år. Det giver i sidste ende et gennemsnit på 13,5.

Selvom der ikke har været meget faglig hjælp at hente fra forældrene hjemme i Fuglebjerg, har der været rigeligt med opbakning og støtte.

- Jeg er god til regning, men matematik har jeg ikke haft det store kendskab til, siger Petrines far Thye Brandt og fortsætter:

- Jeg er pavestolt. Man er altid spændt, også som forælder, for det har betydet så meget for Petrine, men det giver en ro, at det er vel overstået, siger han.

Mange tror nok, at man ikke har noget socialt liv, når man udelukkende får 10- og 12-taller i skolen, men sådan er historien ikke i følge Petrine Brandt.

- Jeg må tit høre fra mine venner, at "Petrine har ikke tid i aften, for hun skal læse", men jeg synes jeg har haft et godt socialt liv, og jeg har ikke siddet for mig selv, siger hun.

- Det er rigtig vigtigt at huske på at have et socialt liv, så man ikke kører sig selv ned. Jeg synes, jeg har haft en god balance, og jeg har faktisk ikke haft en større vennegruppe, end jeg har nu, lyder det fra superstudenten.

Petrine Brandt drømmer om at bruge sit høje gennemsnit til at blive optaget på medicinstudiet.