Forældre spidser blyanten og graver skoletasken frem

Interessen for familieklasser i folkeskolen er stigende.

Charlotte Nielsen kan mærke, at både sønnen og hende selv har udviklet sig i familieklassen på Kobberbakkeskolen i Næstved.

Det er ikke kun børn, der skal pakke skoletasken. Det skal flere forældre også i de såkaldte familieklasser. Konceptet er for børn med faglige og sociale udfordringer. De skal tage deres forælder under armen og sammen gå i skole to gange ugentligt i en periode.

En af dem, der selv er kommet tilbage på skolebænken, er Charlotte Nielsen fra Næstved. Hun har været i familieklassen på Kobberbakkeskolen med sin søn siden efterårsferien sidste år, og hun kan mærke en tydelig udvikling.

- Jeg har fået nogle redskaber, så jeg nu kan håndtere min søn, når han bliver vred, og jeg kan bedre aflæse, at når han sidder uroligt på stolen, så skal han have en pause, fortæller hun.

Udviklingen i familieklassen handler nemlig ligeså meget om forældrene og deres tilgang til barnet, mener familieklasselærer Peter Madelung:

- Forældre er eksperter i deres eget barn, og de kan have nogle mønstre, som barnet spejler, og hvis vi kan pille ved det, så er vi rigtig langt i familieklassen, siger han.

Interessen stiger for familieklasser

Flere har fået øjnene op for familieklassekonceptet. Det kan man blandt andet aflæse af en årlig konference, hvor Landsnetværket for Familieskoler og Familieklasser samler og udveksler viden om familieklasser. En konference der på ti år har tidoblet antallet af deltagere.

Selvom vokseværket er imponerende, kan det udbredes endnu mere. Det mener Henriette Wilson, som er medforfatter til bogen Familieklasser i Skolen.

- Jeg ville jo ønske, at det var på alle skoler som en del af inklusionstilbuddene. Det gode ved det er, at forældrene er medaktører. De er den største autoritet og de bedste omsorgsgivere, så de kan hjælpe til at finde veje, så deres barn kommer i trivsel, siger hun.

Der findes ingen præcise opgørelser, der viser hvor mange skoler, der tilbyder familieklasser. Tilbuddet findes dog på mange skoler i kommuner fordelt over hele landet.

Foreninger bakker op om tilbuddet

Det er positivt, at familieklasser bliver udbredt, mener formanden for Skolelederforeningen Claus Hjortdal:

- Vores erfaring er, at det har en vældig god effekt. Det sikrer, at børnene bliver i almenundervisningen, og at forældrene lærer at håndtere de udfordringer barnet er i, siger han.

Claus Hjortdal mener, at tilbuddet lægger sig godt op af, at folkeskolen skal samarbejde med forældrene om barnets trivsel, som det står i folkeskoleloven. Det er formanden for Foreningen for Skole og Forældre, Mette With Hagensen, enig i:

- I samarbejdets ånd kan familieklasser være en rigtig god ide, så forældrene kan bakke op om det, der foregår i skolen, derhjemme, siger hun.

Familieklassen på Kobberbakkeskolen har skabt et godt samarbejde med forælder Charlotte Nielsen. Hun er blevet utrolig glad for forløbet, fordi hendes søn har fået det bedre blandt klassekammeraterne og i undervisningen.

- Før blev han sur og slog og sparkede de andre børn. Nu er han meget mere stille og rolig og kan sidde stille i mere end bare ti minutter, siger hun.

Charlotte Nielsen håber, at den positive udvikling vil forsætte, så hendes søn også vil trives bedre i skolen fremadrettet.