Formand for Skole og Forældre: ”Vi lavede allerede regler om mobiler i 00’erne”

Vi har ikke brug for nationale regler, understreger Mette With Hagensen.

Folkeskolerne behøver ikke nationale regler omkring brug af mobiler, mener, formand for Skole og Forældre, Mette With Hagesen. (Foto: Andreas Sjølund Pedersen © DR Nyheder)

De Radikale og Socialdemokratiet vil pålægge landets folkeskoler at udarbejde et regelsæt for, hvordan elever og lærere må bruge mobiltelefoner i skoletiden.

Men nationale regler er bestemt ikke vejen frem, mener Mette With Hagensen, der er formand for Skole og Forældre, der er landsorganisation for skolebestyrelser og forældre til børn i folkeskolen.

Vi har ikke brug for, at Christiansborg sparker en åben dør ind og beder os om at gøre noget, som vi allerede gør i forvejen.

Mette With Hagensen, formand for Skole og Forældre

- Vi har ikke brug for, at Christiansborg sparker en åben dør ind og beder os om at gøre noget, som vi allerede gør i forvejen. Skolerne har taget stilling, og skolerne har diskuteret, hvordan vi bruger mobiltelefonen i frikvarteret og i undervisningen. Vi behøver ikke mere lovgivning. Vi behøver ikke flere krav. Vi løser allerede opgaven, lyder det fra Mette With Hagensen til DR Sjælland.

Kulturen om mobiltelefoner på skoler er afgørende

Hun påpeger også, at det er forskellige problemstillinger omkring mobiltelefonen, som skolerne møder ude i virkeligheden.

- Der findes skoler, hvor det med mobiltelefoner slet ikke er noget problem, fordi det er en del af kulturen på skolen, at man bruger mobiltelefonen, når det giver mening, og så ligger den i tasken resten af tiden.

Problemstillingen, hvor eleverne bruger telefonen for meget i frikvartererne kan også løses ude på skolerne, lyder det fra formanden for Skole og Forældre.

- Problemerne kan være i frikvarteret, hvor børnene sidder og kigger ned i hver deres telefon og er sammen med personer gennem telefonerne og ikke med dem, de er fysisk sammen med. Men der er elevrådene gode til at få lavet nogle regler eller aktiviteter, så man får lyst til at gå ud i skolegården, siger hun og fortsætter:

- Vi kan altså løse det lokalt. Vi behøver ikke nationale retningslinjer.

Lavede allerede regler i 00'erne

Desuden forstår Mette With Hagensen ikke, hvorfor man skulle lave et nationalt regelsæt i 2018. I stedet mener hun, at det er politikernes måde at score billige point hos vælgerne.

- Vi lavede jo allerede regler om mobiltelefoner, da de kom ind i klasserne i starten af 00'erne, så vi er på omgangshøjde i det her. Det her giver måske nogle nemme politiske point, men jeg synes, at Folketinget skal bruge sin tid på nogle andre og større spørgsmål omkring folkeskolen. Så skal vi nok klare det her med mobilerne ude på den enkelte skole, fastslår hun.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.