Forsinkede fugle flyver over landet

Det gode vejr får lige nu trækfuglene til at holde pause i Danmark. Derfor er der gode chancer for at se ellers sjældne fugle i disse dage.

Der er stadig masser af insekter, fuglene kan spise. Derfor holder de en forlænget frokostpause i Danmark, inden de flyver sydpå. (© Colourbox)

Solbrillerne har været flittigt brugt de seneste dage, hvor efterårsvejret har vist sig fra sin smukkeste side.

Og hvis du har lænet hovedet tilbage, så har du måske opdaget, at der er gang i luften. Det er nemlig den tid på året, hvor fuglene lukker rederne af for vinteren og pakker kufferterne for at rejse sydpå.

Men det gode efterårsvejr betyder, at fuglene har udskudt trækket.

Ornitolog: Der er stadig masser af føde

Det sene efterårstræk betyder også, at der er specielle fugle i luften, fortæller Rolf Lehrmann fra Sorø, bestyrelsesmedlem i Dansk Ornitologisk Forening i Vestsjælland:

- I øjeblikket er det specielt løvsangeren og gransangeren, som har fundet ud af, at der stadig er insekter i luften og masser af lyse timer, de kan jage i.

- For det er jo ren overlevelse. Det gælder lige om at tanke så meget brændstof, de overhovedet kan, inden de vender næbbet sydpå, siger han.

Fuglene letter, hvis vejret vender

Man skal dog være hurtig, hvis man gerne vil fange de flyvende efterårsgæster med kikkerten. Hvis vejret slår om, er de nemlig ikke lang tid om at forlade landet:

- De bliver her lige præcis til vejret skifter. Hvis der pludselig kommer frost i dagtimerne eller rigtig skidt vejr, så har de det med at komme af sted. For de skal bruge al den energi, de har samlet i løbet af sommeren, forklarer Rolf Lehrmann.

Så når det er tid til at finde den varme vinterfrakke frem, så kan det være for sent at se de sjældne fugle.

Facebook
Twitter