Tema Medicinsk cannabis

Forsvarer: Claus 'Moffe' Nielsen kan afsone med fodlænke

Claus 'Moffe' Nielsen er idømt seks måneders ubetinget fængsel, men kan afsone hjemme, vurderer forsvareren.

Claus 'Moffe' Nielsen fik sin dom ved Retten i Holbæk i dag. (Foto: Sten Jørgensen - DR Sjælland)

Der var jubel og klapsalver, da Claus 'Moffe' Nielsen kom ud af Retten i Holbæk, efter at have modtaget sin dom på et år og seks måneders fængsel for ulovligt salg af cannabisolie. De seks af månederne er ubetinget.

Hovedpersonen selv var tydeligt rørt, da han kom ud af retten.

- Min dom er lidt, som jeg havde regnet med, men jeg er bare så glad for, at min kone ikke skal i fængsel, og at børnene ikke skal undvære deres mor, siger han, med henvisning til at hans hustru også var tiltalt i sagen.

Hustruen blev kendt skyldig, men fik en betinget fængselsstraf på seks måneder. Og nu tyder det på, at Claus 'Moffe' Nielsens børn heller ikke kommer til at undvære deres far.

Hans forsvarer Erbil Kaya mener, at det er oplagt, at hans klient får lov til at afsone de seks måneders ubetinget fængsel hjemme med fodlænke.

- Han har været varetægtsfængslet i to måneder og mangler at afsone fire måneder, og så er der mulighed for at søge om fodlænke. Det vil undre mig meget, hvis han ikke får lov, da han er inden for målgruppen og har arbejde og gode personlige forhold, siger Erbil Kaya.

Det er Claus 'Moffe' Nielsen godt tilfreds med.

- Så kan jeg arbejde hjemme med forretningsplanen til cannabiscentret, som vi starter op her i det nye år, siger han.

Anklager overvejer at anke

Den 46-årige murer fik et kæmpe knus af sin 11-årige datter, efter han modtog dommen. Hun græd, og det fylder mere hos faderen end hans egen dom.

- Det er noget, der skær i hjertet, når man ser hende. Hun er 11 år og har gået i lang tid med det her, og endelig er der kommet en forløsning, hendes mor skal ikke i fængsel, og måske heller ikke hendes far, siger han.

Claus 'Moffe' Nielsen blev dømt efter den hårde narkobestemmelse, og det er han ikke tilfreds med, men han har valgt ikke at anke dommen.

- Det hjælper jo ikke rigtigt noget, så trækker sagen bare ud, og hvis jeg anker den, så kommer de andre sikkert også til at trækkes med det, og de skal videre i deres liv.

Udover Claus 'Moffe' Nielsen og hans hustru er tre medhjælpere blevet dømt i sagen. Én af medhjælperne har fået en betinget fængselsstraf på seks måneder, men de to andre fik fem måneders betinget fængsel. Ingen af dem ønsker at anke dommen.

Anklager Lise Frandsen er tilfreds med, at de tiltalte er dømt efter narkobestemmelsen, men vil hjem og læse begrundelsen for strafudmålingen, inden hun vil kommentere på den. Først herefter tager hun stilling til, om hun vil anke dommen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.