Forsvarer i Kundby-sag: Ualmindelig og spektakulær sag

Efter næsten et år i varetægtsfængsel for en 16-årig pige fra Kundby i Vestsjælland er der nu sat dato for retssagen.

Advokat Mette Grith Stage er forsvarer for den 16-årige pige fra Kundby, der er sigtet i en terrorsag. Mette Grith Stage kalder sagen ualmindelig og spektakulær. (Foto: Sonny Munk Carlsen © Fotograf Sonny Munk Carlsen Strandbakken 57)

Hvis en 16-årig pige fra Kundby ved Holbæk ender med at blive tiltalt i en terrorsag, kan retssagen begynde til april 2017.

Det kom frem i retten i Holbæk i dag, hvor den 16-årige endnu engang skulle i såkaldt fristforlængelse, hvor retten skulle tage stilling til, om hendes varetægtsfængsling skulle forlænges.

Hun er sigtet for at have anvendt bombemanualer og for at forsøge at fremstille sprængstof.

Politiet er stadig i gang med efterforskningen, og derfor trækker det ud med en egentlig tiltale, som retten så skal tage stilling til.

Alligevel har retten i Holbæk nu forhåndsberammet en række retsdage fra april til juni 2017:

- Det er jo selvfølgelig vældig rart for hende, at hun nu har et fast tidspunkt at se frem til, hvor hun ved, at sagen starter op i retten, siger den 16-årige piges forsvarer, Mette Grith Stage.

Pigen har siddet varetægtsfængslet i knap et år i en sag, som hendes forsvarer kalder ”ret ualmindelig og spektakulær”:

- Min erfaring siger mig, at efterforskningen i disse sager typisk er meget langstrakt. Det er selvfølgelig uheldigt, når det er så ung en pige, vi har med at gøre, men det er desværre vilkårene, siger Mette Grith Stage.

På spørgsmålet om, hvordan det påvirker den 16-årige siger Mette Grith Stage:

- Jeg vil ikke kommentere nærmere på, hvordan hun har det, udover at sige, at det selvfølgelig er rigtigt hårdt for så ung en pige at være væk fra sin familie og sin almindelige hverdag.

Mette Grith Stage vil heller ikke kommentere på skyldsspørgsmålet.

Når retssalen i Holbæk nu er blevet reserveret, er håbet, at anklagemyndigheden kan nå at blive klar med et anklageskrift. Men det vil senioranklager ved Midt- og Vestsjællands Politi Lasse Biehl ikke love.

- Det er jo en meget, meget speciel sag, som vedrører terrorisme. Vi har en pige på 16 år, som er sigtet for to forhold vedrørende terrorisme, og det gør den jo speciel i sig selv, siger han.

Derudover er det justitsministeren, der skal beslutte, hvad der skal ske i sagen, hvis pigen skal tiltales for terror.

Facebook
Twitter