Fotograferede Eriksen liggende alene på græsset: 'Sådan et billede skal ikke ud'

Mens mange lukkede øjnene, da Eriksen kollapsede, måtte fotograf Lars Rønbøg holde fokus. Mange af billederne kommer dog ikke ud.

Det danske hold før kampen begynder igen efter uheldet med Christian Eriksen

Skyd, skyd, skyd - og spørg bagefter.

Det ligger dybt hos enhver sports- og nyhedsfotograf. Men for sportsfotograf Lars Rønbøg fra Skælskør har det fået en helt ny dimension efter Danmarks EM-kamp i lørdags.

Lars Rønbøg stod nemlig placeret kun 15 meter fra Christian Eriksen, da den danske fodboldstjerne kollapsede på banen. Og som så mange gange før, rettede fotografen helt automatisk kameraet mod spilleren og knipsede løs.

- Det første billede, jeg tager, er ét, hvor han ligger på græsset helt alene, inden Joakim Mæhle opdager, hvad der er sket. Man kan heldigvis ikke se hans ansigt, men han ligger bare der helt livløs, siger han.

I øjeblikket står det dog ikke klart, hvor alvorlig situationen er. Og fordi Lars Rønbøgs kamera er koblet direkte op til et amerikansk billedbureaus hjemmeside, får han hurtigt sendt billedet afsted. Noget han dog fortryder efter et par minutter, fortæller han:

- Hvad nu hvis det får den mest tragiske udgang det her? Så kan man ikke vise billeder af en mand, der ligger død på græsset. Det går simpelthen ikke. Præmissen ændrer sig i de sekunder fra at handle om uskyldig sport til at handle om liv og død.

Billedet kom da heller ikke ud. En teknisk fejl på den amerikanske server betød, at billedet alligevel ikke havde forladt kameraet.

Billederne skal tages – men de skal ikke ud

Lars Rønbøg har arbejdet som sportsfotograf i over 25 år, og den garvede fotograf er vant til at fange dramatiske situationer og store følelser. Derfor ligger det også dybt i ham at blive ved med at fotografere, lige meget hvor voldsomt motivet er.

Han mener også, at det er det eneste rigtige at gøre. For det er først i det øjeblik, at han vælger at sende billederne afsted, at der er en konsekvens.

- Jeg skal fotografere uanset, hvor ubehageligt det er, og hvor mange tårer i øjnene jeg har. Så er det mit valg bagefter, hvad der skal sendes, og hvad der skal blive i kameraet.

Derfor forsatte Lars Rønbøg da også med at knipse løs. Han tog billeder af Christian Eriksen. Af de andre spillere. Af træneren og af fansene. Han tog billeder tæt på og langt fra.

Danske fans efter uheldet med Christian Eriksen under EM-kampen mellem Danmark-Finland i Parken. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Men det var ganske få af billederne, der efterfølgende blev sendt afsted til bureauet – og dermed videre til medier over hele verden.

- Hvis nu det havde været en jubelscene, så havde jeg lynhurtigt sendt fem billeder afsted. Men med det andet her, der skal man lige tænke sig lidt mere om, siger han.

Nærbilleder og billeder med Eriksens ansigt blev blandt andet sorteret fra.

Udenlandske medier gik for langt

Efter kampen er flere udenlandske medier efterfølgende blevet kritiseret for at gå for langt og vise for meget. Blandt andet har Viaplay, BBC og norske NRK fået kritik for at blive på det fælles tv-signal, mens der blev vist billeder af Christian Eriksen, som fik udøvet førstehjælp.

Og den kritik er Lars Rønbøg enig i.

For ham er det vigtigt, at billederne ikke viser Christian Eriksens ansigt. Og det er en holdning, som andre danske fotografer deler, siger han.

- Jeg så efterfølgende billeder fra andre danske fotografer, hvor man kunne se hans ansigt. Og det var billeder, som ikke blev sendt. Vi kan simpelthen ikke forsvare det overfor Christian Eriksen, familien eller for holdkammeraterne, hvis man skal se hans ansigt i den situation.

Efter udmeldingen, om at Christian Eriksen er stabil og har det godt efter omstændighederne, har Lars Rønbøg dog valgt at udsende et enkelt billede, hvor Eriksen ligger ned med ryggen til.

- I første omgang, da jeg ikke kendte udfaldet af det her, valgte jeg at holde dem tilbage. Men næste formiddag har jeg sendt et billede fra den sekvens. Primært for at vise Simon Kjærs reaktion på det.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk