Fransiska ville ønske, hun var blevet tvangsadopteret: Vigtigt, at børn får et tilhørsforhold

Flere kommuner forventer at tvangsadoptere flere børn væk til næste år i stedet for at anbringe dem hos plejefamilier.

Fransiska Mannerup var plejebarn i forskellige plejefamilier. Hun ville ønske, at hun i stedet for var blevet tvangsadopteret væk til en anden familie. (Foto: (Grafik) Signe Heiredal og privatfoto © (c) DR)

- Jeg kan ikke huske så meget fra jeg var to år, men jeg har fået fortalt rigtigt meget.

Sådan indleder Fransiska Mannerup fortællingen om sin opvækst ved forskellige pleje- og aflastningsfamilier.

Hun blev tvangsfjernet fra sine forældre, da hun var to år.

- Hjemme hos min biologiske familie levede vi ikke særligt godt, os børn, fortæller Fransiska Mannerup.

- Vi fik ikke rigtigt noget mad. Vi spiste rå porrer og kartofler. Vi havde ikke noget tøj, og mine ældre søskende var heller ikke i institution. Vi var rimeligt meget overladt til os selv.

Mor og far tog stoffer

Fransiska Mannerup blev født i 1996 på Sydvestsjælland. Fra hun var to år, voksede hun op i plejefamilier på Sydsjælland, men hun besøgte stadig sine biologiske forældre.

- Når jeg var hjemme hos mine biologiske forældre, var det super turbulent, siger hun og forklarer, at hun blev præget af opvæksten og opdragelsen hos både sine plejefamilier og sin biologiske familie.

- Hjemme hos mine forældre var der frit valg på alle hylder. Vi kunne gøre, hvad vi ville, og der var ikke nogen, der blandede sig overhovedet.

Fransiska Mannerup blev født i februar 1996. Allerede som to-årig blev hun tvangsfjernet fra sine forældre. (Foto: (Grafik) Signe Heiredal og privatfoto © (c) DR)

Det var svært for Fransiska Mannerup at forholde sig til bordskik, sengetider og hvornår hun går i bad, da hun ikke havde en fast rutine.

- Det var helt klart, at jeg blev kastet lidt rundt mellem familier og i, hvordan familier fungerer, fordi vi alle sammen har nogle bestemte mønstre i løbet af en dagligdag, siger hun.

- Det var rigtigt svært som barn at tilpasse sig hver gang, jeg rykkede rundt. Hos mine biologiske forældre havde vi jo ingen regler. Som regel sad de og hang i en stol, fordi de var påvirkede af enten alkohol eller stoffer. Vi løb bare rundt og legede, som det passede os. Vi blev ikke passet på eller fik omsorg. Vi var der bare.

Tvangsadoptioner er "en megagod idé"

Mens Lolland Kommune i år står for mere end halvdelen af de sager om tvangsadoption, der skal afgøres af Ankestyrelsen, så forventer Slagelse, Vordingborg og Guldborgsund kommuner flere sager om tvangsbortadoption til næste år.

I en tvangsadoption vurderer kommunen, at de biologiske forældre ikke kan tage vare på barnet, der så bliver adopteret til en anden familie uden de biologiske forældres samtykke.

Det ville 22-årige Fransiska Mannerup have ønsket, hun var blevet, for det var svært at have både plejefamilier, aflastningsfamilier og biologiske forældre.

Fransiska Mannerup tager bad med sin plejelillesøster Sofie Kathinka Christensen i år 2000. (Foto: PRIVATFOTO © (c) DR)

Hun synes, tvangsadoptioner er "en megagod idé", som hun siger.

- Jeg synes, det er vigtigt, at børn får et tilhørsforhold til familier og steder, men også de almindelige relationer, som jeg ikke tror, man får, hvis man flakker rundt mellem familier.

Fransiska Mannerup ville gerne have kunnet opbygge relationer, der holder ved længere frem i livet.

- Så man ikke føler, at "nå, men det her var lige et midlertidigt stop", eller "det var bare et arbejde", men at man faktisk har en familie, som holder af én og som ikke bare taber én på gulvet, når man er blevet myndig.

Navigationen mellem plejefamilier, aflastningsfamilier og de biologiske forældre var også svær, fordi der var samarbejdsproblemer.

- Der har været mange problemer mellem min biologiske familie og mine plejefamilier, for samarbejdet har bare ikke været godt. Det er hårdt at se sine biologiske forældre være så sure og aggressive over, man ikke kan få lov til at blive der.

Hvor holder et plejebarn jul som voksen?

Fransiska Mannerup ville gerne have haft nogle andre, hun kunne kalde mor og far.

- Det ville have betydet meget, for selv om jeg er ude af systemet nu, er velfungerende og har et normalt liv, er det stadig det samme, jeg kommer ind i, når jeg møder nye mennesker.

Det er spørgsmål som, hvor hun er vokset op, og hvad hendes forældre laver, der er svære.

- Lige så snart jeg siger, at jeg har en plejemor, kan folk ikke forstå det længere. Så bliver jeg nødt til at uddybe det, så jeg hænger ligesom fast i en ond cirkel, hvor jeg bliver ved med at blive stemplet som et problematisk barn. Det synes jeg ikke, er okay.

Fransiska Mannerup med sin nu afdøde, biologiske mor omkring år 2003. (Foto: PRIVATFOTO © (c) DR)

Men det er også ved de vigtige livsbegivenheder og højtiderne, hun ville ønske, at hun var blevet adopteret bort uden samtykke.

- Da jeg blev student, ville jeg gerne have haft et sæt forældre, jeg vidste, dukkede op. Eller senere hen, når jeg skal have børn, vil jeg også gerne vide, at hende her bliver mormor til mit barn. Så det ville være rigtig fedt at vide, at man havde nogle adoptivforældre.

Fransiska Mannerups mor er død.

- Jeg ikke har et fast sted, hvor jeg tænker, at her skal jeg holde jul, for det gør jeg altid. Så jeg har nogle år tænkt, at jeg slet ikke ville holde jul, eller jeg holder jul alene eller tager ud at rejse. Det har også gjort, at jeg ikke har så godt et forhold til højtider som for eksempel jul, siger hun.