I Holbæk er lærere og elever blevet gladere - snart kan andre kommuner følge efter

Mindre politisk styring og færre mål har givet lærerne i Holbæk arbejdsglæden tilbage.

Eleverne har fået mere overskud af kortere dage i skolen som del af frihedsforsøget. DR Grafik

Gladere lærere - og mere frihed i hverdagen.

Det er oplevelsen blandt elever på Kildebjergskolen i Mørkøv efter de første ni måneder med et stort skoleforsøg.

Holbæk Kommune har siden skoleårets begyndelse i august været en del af frihedsforsøget, hvor folkeskolen er blevet sat fri for statslig og kommunal kontrol og styring. Sammen med Esbjerg Kommune har de draget de første erfaringer.

Nogle af de ændringer, de har sat gang i på Kildebjergskolen i Mørkøv, er blandt andet kortere skoledage, nye valgfag, temadage på tværs af de ældste klasser og flere ture ud af huset. Til stor glæde for eleverne på skolerne.

- Jeg synes, at det, at vi har fået kortere skoledage, har givet mere overskud i hverdagene, lærerne virker gladere, og det gør eleverne også, og vi har fået bedre relationer til hinanden, siger Jamilla Chok-Ngou-Ngam, der går i 9.G på Kildebjergskolen.

Hendes klassekammerat Laura Aagaard Christiansen er enig.

- Jeg synes, det har udviklet os rigtigt meget, at vi lærer hinanden at kende på tværs af klasserne, og vi har fået et andet fællesskab, og det, synes jeg, er noget af det vigtigste, vi har fået ud af det, siger hun.

Jamilla Chok-Ngou-Ngam og Laura Aagaard Christiansen går i 9.G på Kildebjergskolen. (Foto: © Trine Warrer Juul, (c) DR)

Større arbejdsglæde

Frihedsforsøget har kun været i gang i ni måneder, men har også allerede givet resultater blandt lærerne.

Mette Marie Lomholt er lærer på Kildebjergskolen, og hun kan mærke, at hun er blevet gladere.

- Det, at vi har kunnet lave nogle helt nye ting som temadage, har tændt en gnist, som har gjort, at vi har haft lyst til at lave en masse nye undervisningsforløb både inde og ude af huset, siger Mette Marie Lomholt.

Mette Marie Lomholt er lærer på Kildebjergskolen i Holbæk Kommune. (Foto: © Trine Warrer Juul, (c) DR)

Hun mener, at de nye rammer – eller nærmere færre rammer og mindre kontrol – har givet lærerne mulighed for få nye idéer til undervisning.

- Det betyder meget, at vi selv kan være med til at bestemme, og elevrådet har også givet os gode idéer til, hvad vi kan tage med i undervisningen, og det giver en hel anden energi, at de har fået en større stemme under frihedsforsøget, siger hun.

Det er hele Holbæk Kommune, der er en del af frihedsforsøget, og lige præcis mere arbejdsglæde blandt lærerne er den positive ændring, der går igen blandt kommunens lærere, siger Hans Junker, der er formand for Holbæk lærerkreds.

- Man er blevet taget alvorligt på en anden måde, end vi har været vant til gennem en årrække, hvor alt har været mål- og rammestyret oppe fra, siger han.

Mindre politisk styring

At hemmeligheden til bedre trivsel blandt lærerne er mindre politisk styring, vil borgmester i Holbæk Kommune, Christina Krzyrosiak Hansen (S), godt medgive.

- Jeg tror, at det, at den enkelte skole selv kan bestemme, hvordan de gør det, skaber en kæmpe arbejdsglæde, som har været tiltrængt, siger hun.

Og netop selvbestemmelse - i forskersprog kaldet autonomi - er noget der kan få lærerne til at blive i faget, det siger Helle Plougborg, der er lektor i skoleforskning ved Aarhus Universitet.

- Der er ret bred enighed i forskningslitteraturen om, at autonomi bidrager til at fastholde lærere i jobbet, og fravær på autonomi er en vigtig grund til at forlade jobbet, siger hun.

Nikolaj Abild går i 7. klasse på Kildebjergskolen. (Foto: © Trine Warrer Juul, (c) DR)

At frihedsforsøget i sidste ende bidrager til, at danske børn bliver gladere for at gå i skole og lærer mere, vil kun tiden vise, men for Nikolaj Abild, der går i 7. G på Kildebjergskolen, har forsøget været en succes.

- Lærerne er gladere og mere forberedte, og det giver mig lyst til at lære mere, siger han.

Fra skoleåret 2023 til 2024 kan andre kommuner følge trop og blive sat fri på folkeskoleområdet, hvis de vil.