Friluftsbade kæmper med natlige badegæster

Over hegnet ned i poolen: Livredderne i flere friluftsbade frygter for at møde ind til et lig i swimmingpoolen.

Sidste uge blev tre personer pågrebet, efter de var hoppet over hegnet til Herlufmagle Svømmebad om natten. (Foto: Benny Petersen © Benny Petersen)

Livredderne i flere sjællandske friluftsbade frygter for, at de en sommermorgen møder ind til et skrækscenarie: En svømmer, der ligger livløs i vandet.

Derfor kæmper de også i år en brav kamp mod nattebadere, der bryder ind i friluftsbadene uden for åbningstid. Det fortæller Herlufmaglehallens halinspektør, Benny Petersen

- Vi frygter jo, at vi kommer om morgenen, og så er der en, som er kommet til skade eller er druknet, siger han.

Natbadere vender tilbage hver sommer

Så sent som natten til den 2. juli blev tre personer pågrebet i Herlufmagle Svømmebad for at natbade og lave hærværk. Men det er langt fra første gang, det sker, fortæller halinspektør, Benny Petersen:

- Det er noget, vi ser hver sommer, og det er noget, vi slås lidt med, siger han.

De tre personer fik bøder for ulovlig indtrængen og hærværk. Og selvom det er ulovligt, så er det sikkerheden, der er det mest bekymrende, fortæller Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi:

- Normalt er der jo en livredder, og det er der af gode grunde ikke, når der er lukket. Så det i sig selv gør, at det ikke er særligt klogt at kravle over hegnet om natte, siger han.

Kan lukke poolen i flere dage

Det går ud over de øvrige badegæster, når de natlige badegæster har været på besøg. For når de ubudne gæster hopper i vandet, så har de ikke været i bad, som det normalt er påkrævet.

Det kan i værste fald betyde, at svømmebassinet må lukke i flere dage, fordi der kommer bakterier i vandet, fortæller formanden for Ruds-Vedby Svømmebad, Vita Rasmussen:

- Vi tjekker bakterietallene hver dag, og hvis det er for højt, så må vi lukke. Så vi kan risikere at skulle holde lukket i 2-3 dage for at rense vandet igen, siger hun.