Frugtavlerens tip: Sådan opbevarer du bedst efterårets frugter

Skal havens frugter holde længst muligt, er det vigtigt, at frugten pakkes korrekt.

Det kan være svært at få spist alle æblerne på træerne. Men hvis man opbevarer dem korrekt, kan de holde sig længe. (Foto: Trine Warrer Juul - DR Sjælland)

Frugttræerne bugner i øjeblikket med æbler og pærer. Det kan blive til mange æblekager og pæretærter, men har man svært ved at få spist dem alle på en gang, kan man gemme frugten.

Er det planen, at frugten skal holde hele vinteren, skal frugten pakkes korrekt.

Det forklarer Anders Lindgård, der er frugtavler og ejer af frugtplantagen KysØko, der ligger lidt uden for Næstved. Han forklarer, at det er vigtigt, at æblerne har et godt indeklima.

- Æblerne er levende organismer, så de skal have luft. Pakker man dem ind i plastik, rådner de med det samme.

Derfor er det en god ide at pakke æblerne i trækasser med aviser i bunden og op langs siderne og bruge en avis som låg på kassen.

Frugtavler Anders Lindgård fra KysØko ved Næstved. (Foto: Ann Smed Madsen - DR Sjælland)

For at undgå, at æblerne rådner, er det vigtigt, at man kun pakker æbler, der er "perfekte". Det vil sige, at æblerne har en hel overflade.

- Hvis overfladen er punkteret, er det dér, råd sætter ind. Går der råd i et æble, spreder det sig til hele kassen, siger Anders Lindgård.

En smule skurv i form af de sorte plamager gør ikke noget. Men er æblet stukket af insekter, har revner eller mangler stilken, kan det ikke gemmes. I stedet kan man eksempelvis bruge æblet til at lave most.

Bananfluer er tegn på rådden frugt

Er æblerne hele, undgår man også bananfluer.

- Bananfluer elsker sukker, men kan de ikke komme ind i æblet, så kommer de slet ikke, siger Anders Lindgård.

Bananfluer er ikke farlige, forklarer han. Men har man bananfluer, er det et tegn på, at der er gået råd i et æble.

Kassen skal stilles et køligt sted. Har man en kold kælder, er det et godt sted at stille kasserne med frugt. Stiller man kasserne udenfor, skal man være opmærksom på rotter og mus.

Man må ikke gemme æbler sammen med andre frugter som eksempelvis pærer. Æbler afgiver nemlig gasarten ethylen, der får andre frugter til at modne hurtigere.

Hvor længe æblerne kan holde, når de opbevares korrekt, afhænger af sorten. Generelt er sene æbler bedre til at holde sig.

- Sorter som Discovery bliver hurtigt kedelige og rådner, mens sorten rød aroma kan holde sig til jul. Andre sorter kan holde sig helt til marts, siger Anders Lindgård.