Gymnasieelever opfinder læsekoncept for børnehavebørn

Ringsted Kommune vil afprøve nyt læsekoncept, som er udviklet af gymnasieelever til små børn.

Cecilie Brogaard og Maria Mayland Nielsen fra Midtsjællands Gymnasium står bag det nyt læsekoncept for små børn (Foto: Trine Warrer Juul- DR Sjælland)

Små børn helt ned til børnehavealderen skal lege og spille sig til at læse bedre.

Sådan lyder et nyt læsekoncept udviklet af en lille gruppe elever fra Midtsjællands Gymnasiums talentlinje som en del af Ringsted Kommunes iværksætterkonkurrence.

I konkurrencen lød udfordringen: Hvordan bryder man den sociale arv ved at få flere forældre til at læse med deres små børn?

Og ikke alene vandt de midstsjællandske elever konkurrencen med deres koncept læse-lege-grupper. Ringsted Kommune er allerede gået i gang med at indføre det i en dagsinstitution, og bliver det en succes, skal konceptet overføres til flere af kommunens børnehaver.

Eleverne har udviklet en app, man kan bruge sammen med bogen.

Her kan man for eksempel få oversat teksten til sit eget sprog, hvis man er to-sproget, man kan få læst teksten op hvis forældrene er ordblinde, og de travle forældre kan sågar få en påmindelse om at huske at læse med deres børn.

- Børn skal have mulighed for, at forældrene læser med dem, uanset hvilke problemer deres forældre har med læsning eller dansk. På den måde kan man bryde den sociale arv, siger Cecilie Brogaard og Maria Mayland Nielsen, som står bag konceptet sammen med Miamaja Sichlau Nielsen.

Fredag skal eleverne officielt overdrage konceptet til Ringsted Kommune, og det er med stolthed og en smule vemod for de to elever.

- Det er vores lille baby, der flyver fra reden, siger Cecilie Brogaard og Maria Mayland Nielsen.