Håndboldfitness skal stoppe medlemsflugt

Dansk Håndbold Forbund vil stoppe medlemsflugt med håndbold-fitness - en sport for både børn og gamle.

Medlemstallet i dansk håndbold har de seneste år kun peget én vej, og det er nedad. De seneste 10 år har håndbolden tabt næsten 25.000 medlemmer.

Det prøver Dansk Håndbold Forbund nu at gøre op med, blandt andet gennem håndboldfitness, hvor motionister uden større håndboldfærdigheder får mulighed for at dyrke spillet, som Danmark har stolte traditioner i.

Projektleder i Dansk Håndbold Forbund, Lars Brønserud fortæller, at håndboldfitness har skaffet helt nye spillere i dansk motionshåndbold.

Bedstemor og børnebørn spiller håndboldfitness

Håndboldfitness er håndbold spillet på små baner samt løb og pulstræning.

- Vores undersøgelser viser, at 53 procent af deltagerne i håndboldfitness enten er spillere, der har genoptaget håndbold efter mange års pause eller aldrig har dyrket sporten før. Så vi ser en god fremtid for håndboldfitness herhjemme, siger Lars Brønserud.

Rødby Håndbold Klub er en af de 130 klubber, som udbyder håndboldfitness. Og her er det især familierne, der er begyndt at dyrke håndbold sammen, fortæller instruktør Jacob Steffensen.

- Den yngste er fem og den ældste er 76 år, så det er en sport for alle, siger Jacob Steffensen.

Håndboldfitness er et supplement

Og hos Idrættens Analyseinstitut er direktør Henrik Brandt ikke i tvivl om, at håndboldfitness kan holde liv i de lokale klubber.

- Folk flytter fra land til by. Og hvis klubben ikke mere kan stille hold til turneringer, så kan man i stedet med håndboldfitness samle folk på tværs af alder og køn og på den måde stadig have en aktiv klub.

Men det er ikke vejen frem, hvis det gælder om at holde liv i turneringer og den mere elite- og konkurrenceprægede håndbold, pointerer Henrik Brandt.

-  Derfor gælder det om at have flere varer på hylderne og tilpasse spillet til der, hvor folk er i deres liv, så håndbold stadig er en mulighed for flere mennesker, siger Henrik Brandt.

DHF vil knække kurven

Med projektet "Knæk Kurven" har Dansk Håndbold Forbund søsat en kampagne, der skal sætte fut i det faldende medlemstal.

Over ti millioner kroner er skudt i projektet, der blandt andet sætter fokus på håndbold i skolen, klub-building og uddannelse af såkaldte breddetræner-mentorer.

Håndboldsporten er med sine 109.000 medlemmer den fjerdestørste sportsgren herhjemme. Sporten er i øvrigt en dansk opfindelse, der blev indført af den danske idrætspioner Holger Nielsen i 1898.