Håndværkere er lagt ned af bestillinger: Priser på udestuer og nye køkkener presses i vejret

Håndværkerne har travlt i øjeblikket og melder om flere måneders ventetid på grund af mangel på arbejdskraft.

Det er svært for håndværkerne at følge med den store efterspørgsel i øjeblikket. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Hvis du drømmer om at få bygget en udestue til sommerhuset, eller hvis dit badeværelse trænger til en overhaling, må du kigge langt efter en ledig håndværker.

Presset på bygge- og anlægsbranchen er nemlig så massivt, at nogle kunder må vente månedsvis på store opgaver, og mange håndværkere må takke nej til opgaver, fordi de ikke kan skaffe arbejdskraft.

Det viser en rundringning til flere store håndværkerfirmaer på Sjælland, som DR Sjælland har lavet.

Ifølge nye tal fra Dansk Industri er beskæftigelsen i byggebranchen i hele landet tre procent højere nu end inden corona, og der er et stigende antal ledige stillinger i branchen, viser tal fra Danmarks Statistik.

Corona har sat skub i byggedrømme

Den store interesse fra kunder skyldes især corona, mener forretningsudvikler Nils Torgerson fra Erhvervshus Sjælland.

- Folk går derhjemme og kigger på, at det måske er tid til at få malet de vægge, få bygget den tilbygning eller udskiftet vinduerne, siger han.

Travlheden mærker de blandt andet hos tømrerfirmaet Juhl Andersen i Præstø, fortæller direktør i firmaet, Jess Juhl Andersen.

- Efterspørgslen er meget stor nu. Der er simpelthen opgaver, vi takker helt nej til. Er det af mindre omfang, så kan man være heldig at komme i bogen, og så kan vi kigge på det om et halvt år eller otte måneder, for det er ventetiden lige i øjeblikket, siger han.

Selvom det er dejligt, at der er noget at lave, er Jess Juhl Andersen også ærgerlig over, at han må afvise flere kunder, fordi firmaet mangler hænder.

- Det er megafrustrerende ikke at kunne opfylde folks ønsker og drømme, for det er jo det, vi arbejder for, siger han.

Mangel på kvalificeret arbejdskraft er noget de genkender hos SMV Danmark (små og mellemstore virksomheder, red.), fortæller chefkonsulent Bjarke Roed Frederiksen.

- Vi hører frustrationer fra vores medlemmer. At de for eksempel har brug for en svend, men der er simpelthen ikke nogen, der søger, siger han.

Prisen steg da Henriks håndværker endelig fik tid

Henrik Lusty er en af dem, der har måttet vente i flere måneder på en håndværker.

Han er i gang med at få bygget sit sommerhus i Odsherred om, og den lange ventetid har betydet, at han nu er boligløs de næste to måneder. Han har nemlig solgt sit hus i Haslev og regnede med at flytte op i sit sommerhus i foråret. Men nu kan han først flytte ind til sommer.

- Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig det her. Jeg fik anbefalet en håndværksmester til opgaven, men jeg fik at vide, at der var en ventetid på tre måneder. Det måtte jeg acceptere, for alternativet var langt værre, siger Henrik Lusty.

Henrik Lusty måtte vente tre måneder på at få en håndværker til at renovere sit sommerhus i Odsherred. (Foto: (Privat foto) © (c) privatfoto)

Men det har også haft store konsekvenser for prisen, for på grund af den øgede efterspørgsel og prisstigninger på byggematerialer er tilbygningen blevet betydeligt dyrere.

- Udgangspunkt sidste år var cirka 14.000 kroner pr. kvadratmeter, og nu må jeg betale cirka 23.000 kroner pr. kvadratmeter. Så det har også betydet, at jeg måtte ud og refinansiere lånet til mit sommerhus, siger han og tilføjer:

- Det er jo sådan, at når efterspørgslen stiger og priserne på varer også gør, så går det ud over os som forbrugere.

Den seneste prognose fra Dansk Industri viser, at det forventes, at renoveringsmarkedet vil vokse med otte procent i 2021.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk