Halmproducenter vrede over, at nyt sjællandsk kraftværk hovedsageligt skal brænde flis

Halmleverandører kritiserer, at et ombygget kraftværk som udgangspunkt ikke skal brænde halm.

Halmproducenterne er sure over, at når ombygningen af Asnæsværket i Kalundborg står færdig i 2019 så skal det hovedsagligt brænde flis. (Foto: Per Huniche Jensen © DR Regionalen)

Det vækker vrede blandt de landmænd, der producerer halm, at et konsortium anført af Dong nu vil ombygge Asnæsværket ved Kalundborg for over en milliard kroner, så det fra 2019 hovedsageligt skal fyre med flis.

Formanden for de Danske Halmleverandører, Hans Stougaard, er skuffet over, at den danske halm er valgt fra til fordel for flis, der som regel skal importeres fra udlandet.

- Jeg forstår måske ikke helt, hvorfor det ikke er vores eget danske produkt, som ligger lige udenfor skorstenen, man bruger, fremfor at importere det fra Canada eller Østeuropa, siger han.

Hans Stougaard mener, at konsortiet bør kigge mod blandt andet Fynsværket og Lisbjergværket.

- Her kan man både fyre med flis og halm, og de fyrer udelukkende med halm. Det er, som om de ikke bruger den samme regnemaskine, som man bruger vest for Storebælt, mener Hans Stougaard.

I Dong forklarer kommerciel direktør Anders Nordstrøm, at halm har været med i overvejelserne, men at man valgte det fra.

- Vi fandt ud af, at der hverken var en mulighed økonomisk eller forsyningsmæssigt, og vi skal jo sikre, at der altid er damp og varme til vores kunder, siger han.

Dong har dog i de kommende planer for Asnæsværket, der er selskabets største værk, lagt en kattelem ind i forhold til halm.

For i designet af værket er der mulighed for at tage en mindre procentdel ind af andre brændsler, såsom halm, hvis det skulle blive nødvendigt.

- Så når anlægget står der, vil vi selvfølgelig kigge på, om halmleverandørerne kan levere halm til en fornuftig pris og i en form, der er til at indføre på risten på det nye anlæg, siger Anders Nordstrøm.

Udover Dong har staten, Kalundborgs Forsyning, Novo Nordisk og Novozymes investeret penge i den kommende tilbygning, der gør, at Asnæsværket kan levere damp, fjernvarme og el fra bæredygtig træflis fra udgangen af 2019.