Halvdelen af forældrene er utilfredse med dele af skolereformen

Over halvdelen af landets forældre er utilfredse med dele af den nye skolereform. Det viser en ny undersøgelse fra KL.

53 procent af forældrene er utilfredse med lektiecafeerne. Det viser en undersøgelse fra KL. (Arkivfoto) (Foto: © Natacha Tjørnholm, DR P4)

Den nye skolereform har snart været igennem sit første år, men nyskabelserne i reformen som lektiehjælp, faglig fordybelse og at inddrage omverdenen i undervisningen er endnu ikke lykkedes for alvor.

En ny undersøgelse fra KL har set på forældrenes og kommunernes tilfredshed med skolereformen.

53 procent af forældrene er ifølge undersøgelsen ikke tilfredse med lektiehjælp og faglig fordybelse. Blandt kommunerne erkender størstedelen at være udfordret, når det gælder netop lektiehjælp og faglig fordybelse.

Undervisningskvalitet er svingende

Sarah Hilmi Pedersen er fælleselevrådsformand for skolerne i Lolland Kommune. Hun oplever, at kvaliteten er meget svingende på kommunens skoler, når det gælder lektiehjælp og faglig fordybelse.

Hun går selv i 9. klasse og havde forventet at blive styrket i de fag, hun er svagest i, men hun blev skuffet:

- Jeg synes, at det er en dårlig måde. Jeg havde mere set det som om, at man kunne få hjælp til nogle af de fag, som man var dårlig til. Og ikke bare, at det skulle være et slags lektieværksted, siger Sarah Hilmi Pedersen.

Undervisningsminister giver frivillighed skylden

I år har to til tre timer om ugen været frivilligt for eleverne at deltage i, og det er forklaringen på den lave tilfredshed, mener undervisningsminister Christine Antorini (S).

- En af grundene er desværre, at det var lige præcis det, vi ikke kunne blive enige om i forligskredsen. Det betyder, at det frem til det nye skoleår skal ligge til slut på dagen og som et frivilligt tilbud. Og der har kvaliteten ikke været god nok alle steder, siger hun.

Det var de Konservative, der insisterede på at lektiehjælpen skulle være frivillig.

Manglende kvalitet skyldes manglende lærere

Men det er ikke nogen undskyldning, siger formanden for Lolland-Falster lærerforening, Henrik Hansen:

- Den præmis køber jeg ikke. Jeg mener, at det handler om, at man har valgt at nedprioritere det ved ikke at sætte lærere til at have de her timer. Jeg mener, at det er helt klart, at hvis eleverne skal fordybe sig fagligt, så skal der også være kvalificerede underviserer til at hjælpe dem med den faglige fordybelse, siger han.

I det nye skoleår bliver de ekstra skoletimer, som i dag er lektiehjælp, obligatoriske og kan lægges ind i skoledagen. Christine Antorini forventer, at tilfredsheden bliver markant bedre til næste skoleår.