Handicappede Jacob bestiger bjerge i kørestol

22-årige Jacob Riis fra Næstved lider af uhelbredelig hjernesvind. Alligevel har han netop besteget Nordeuropas højeste bjerg som et bevis på, at man kan, hvad man vil.

Hvis du har eventyr i blodet, så har du måske drømt om at bestige Nordeuropas højeste bjerg, Galdhöppigen i Norge. Men bjergets 2469 meter er noget af en mundfuld, når man sidder i kørestol ligesom 22-årige Jacob Riis fra Næstved.

Han lider af den sjældne og alvorlige sygdom, Machado-Joseph Disease, der er en hjernesvindssygdom, der langsomt nedbryder hjernen. Sygdommen vil i sidste ende koste Jacob Riis livet. Men det har ikke afholdt ham fra at gøre noget, som langt de fleste vil finde umuligt.

Hvad er Machado-Joseph?
  • Machado-Joseph sygdom er en form for nedarvede ataksi, der er en lidelse, hvor mennesker har svært ved at styre muskelbevægelser
  • Symptomerne kan begynde mellem tidlig pubertet og omkring 70 år
  • ​Sygdommen er kendetegnet ved svaghed i arme og ben, spasticitet, en svimlende gangart, der let forveksles med fuldskab, problemer med at tale og synke, dobbelt syn og hyppig vandladning
  • Sygdommen er uhelbredelig
  • Levetiden spænder fra midten af trediverne til en normal levealder

Kilde: sundhed.11665.com

- Jeg har altid gerne ville vise verden, at man godt kan bestige et bjerg, selvom man sidder i kørestol, siger Jacob Riis.

- Vi drømte om Mount Everest

Idéen med at komme lidt tættere på skyerne startede, da Jacob Riis mødte Arne Bangsgaard Mathiasen og Dennis Hansen på Egmont Højskolen syd for Aarhus. Her går handicappede og ikke-handicappede sammen, som på en hvilken som helst anden højskole.

- Jeg fik et job hos Jacob, hvor jeg første gang skulle hente ham hjemme i Næstved. Her sad vi i bilen og talte om bjergbestigning, hvor vi drømmer os hen til Mount Everest. Så bliver vi lidt mere realistiske, da snakken falder på bjerge her i Europa. Og så slog det os lige pludselig, at vi kunne da godt bestige Galdhöppigen, siger Arne Bangsgaard Mathiasen.

Dermed var grundstenen lagt for "Riis ekspeditionen", som turen er blevet døbt.

Seks hjælpere, Jacob i en specialbygget kørestol og en pokkers masse grej satte i sidste uge kursen mod Nordeuropas højeste bjerg, der både byder på enorme snemængder, frostgrader og nærmest ufremkommelige strækninger.

"Den største udfordring var helt klart terrænet. Vi var tre dage om at nå 15 kilometer, som jo ikke umiddelbart lyder af meget. Men når man går med en kørestol, der skal rundt i et terræn, hvor der er store sten, sumpet, bakker og sne, så kan du altså ikke tage meget mere end fem kilometer om dagen"

Dennis Hansen

- Tæt på noget, der ikke kunne lade sig gøre

- Den største udfordring var helt klart terrænet. Vi var tre dage om at nå 15 kilometer, som jo ikke umiddelbart lyder af meget. Men når man går med en kørestol, der skal rundt i et terræn, hvor der er store sten, sumpet, bakker og sne, så kan du altså ikke tage meget mere end fem kilometer om dagen, siger Dennis Hansen.

Selvom turen først og fremmest var for at give Jacob Riis en oplevelse for livet, så har hjælperne i den grad også fået noget ud af bjergbestigningen.

- Det giver lidt det samme for os, som for alle andre, der har lyst til at bestige bjerge. Det var virkelig en fed fælles udfordring, at vi skulle bestige bjerget, som vi godt vidste, ville blive svært. Vi var jo nok tæt på grænsen til noget, der ikke kunne lade sig gøre, siger Arne Bangsgaard Mathiasen.

Tåget på toppen

Alligevel nåede de syv ekspeditionsdeltagere op på toppen af Galdhöppigen med kørestolen, telte og en god portion lykke. Og for Jacob Riis var succesen et tydeligt bevis på, at man kan, hvad man vil. Også selvom man sidder i kørestol med en alvorlig hjernesygdom.

- Det var fuldstændig overvældende, at stå deroppe på toppen. Men det var desværre meget tåget, så man kunne ikke se mere end to meter frem, siger Jacob Riis.

Og for hjælperne, Arne Bangsgaard Mathiasen og Dennis Hansen, var oplevelsen mindst lige så stor.

- Selvom vi er ansat af Jacob, så havde vi også gjort det, hvis vi ikke havde fået penge for det. Det her er ikke et typisk chef-ansat-forhold. Vi er blevet venner. Og så var det nok den fedeste dag i vores liv, siger Dennis Hansen.

Hvis du har lyst til at læse mere om "Riis ekspeditionen", så kan du følge dem via deres Facebook-side.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.