Hesteterapi hjælper traumatiserede børn

Traumatiserede børn i Vordingborg får hjælp af heste, når de skal prøve at overvinde ubehagelige oplevelser i deres barndom.

(Foto: © Colourbox)

Ridning og terapi af børn er en sjælden kombination - men ikke desto mindre en succes på Opholdsstedet Clemens Gaarden i Vordingborg, som bruger det i deres behandling af blandt andet traumatiserede børn.

- Mange af vores børn har svært ved at sætte grænser for sig selv, og sammen med hesten og en pædagog kan vi gå ind og arbejde med det, fortæller leder, Ken Heddinge.

Hesten er fordomsfri, og møder børnene uden viden om deres fortid og handlinger. Det kan være en stor hjælp for barnet i forhold til at slippe kontrollen, styre de indre følelser og mærke sig selv på en måde, som der kan have været slukket for i lang tid.

- Vi har haft stor succes med hesteterapien. Børnene får en god oplevelse, de udvikler sig, og det påvirker deres hverdag i en god retning, siger Ken Heddinge.