Holbæk-borgmester har støvsuget kommunen for stemmer: 'Har svært ved at forstå det'

Næsten hver anden vælger i Holbæk Kommune har stemt på den socialdemokratiske borgmester Christina Krzyrosiak Hansen.

Det var en storsmilende Christina Krzyrosiak Hansen, der i går aftes kunne konstatere et absolut flertal til Socialdemokratiet i Holbæk Kommune. (Foto: Mohammad Muzammil Ali © DR)

Da vælgerne i Holbæk Kommune i går trådte ind i stemmeboksene for at stemme til kommunalvalget, så besluttede lige knap hver anden vælger at sætte krydset ud for Christina Krzyrosiak Hansens navn.

Den socialdemokratiske borgmester fik nemlig i alt 18.590 personlige stemmer, hvilket svarer til 47,2 procent af alle stemmerne i kommunen.

Dermed slår hun blandt andet det imponerende valgresultat, som hendes partikollega Birgit S. Hansen, der er borgmester i Frederikshavn Kommune, fik ved kommunalvalget i 2017, da hun fik 42 procent af de afgivne stemmer.

Samtidig sikrede Christina Krzyrosiak Hansen også et absolut flertal til Socialdemokratiet, der fik en fremgang på hele 30,2 procentpoint. Derfor sluttede partiet med 58,9 procent af stemmerne i Holbæk Kommune.

Og det er ganske overvældende for den populære borgmester, fortæller hun her til morgen.

- Jeg har det rigtig godt, og jeg har det også lidt vildt. Jeg tror ikke rigtigt, at det er gået op for mig endnu, hvad det egentlig er, der skete i går aftes. Men jeg er utrolig glad og taknemmelig over den tillid, som borgerne i Holbæk Kommune har vist mig, siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Selvom Holbæk-borgmesteren er den helt store socialdemokratiske valg-succes, har hun selv svært ved at pege præcis på, hvad der har gjort hende så populær. Men hun mener dog, at hun har været god til at se vælgerne i øjnene.

- Holbæk Kommune er jo geografisk meget stor, og jeg har forsøgt at være til stede lokalt så meget som muligt. Og så har jeg forsøgt at være ærlig om kommunens udfordringer, men selvfølgelig også, når det går godt. Jeg tror, at borgerne ret godt kan lide, at jeg siger tingene, som de er.

Kommunalforsker: Imponerende, men ikke rekord

Med nattens valgresultat har Christina Krzyrosiak Hansen mere end tredoblet antallet af sine personlige stemmer i forhold til kommunalvalget i 2017, hvor 5.499 vælgere satte deres kryds ved hende.

Det er imponerende, mener kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch.

- Det er ikke danmarksrekord, men det er selvfølgelig et imponerende antal personlige stemmer, og det er jo sjældent set, at en borgmester kommer så højt op.

Roger Buch understreger dog, at der tidligere er borgmestre, der har fået endnu højere stemmeandele.

- Vi har faktisk haft borgmestre, der har fået over 50 procent af stemmerne. For mange år siden havde vi eksempelvis i Hasle på Bornholm en borgmester, der fik 60 procent af samtlige stemmer i hele kommunen.

Vil stadig samarbejde bredt

Med 58,9 procent af stemmerne satte Socialdemokratiet i Holbæk Kommune sig på 19 ud af de 31 pladser i byrådet. De har dermed et absolut flertal.

Men Christina Krzyrosiak Hansen har dog alligevel tænkt sig at række hånden ud til de andre partier i byrådet, siger hun.

Det understreges også af nattens konstituering, som Socialdemokratiet har indgået med Enhedslisten, Dansk Folkeparti og SF.

- Jeg tror på, at et bredt samarbejde rent faktisk er bedre for en kommune. Med flertallet kunne vi jo godt have valgt at sætte os alene ind i et rum og så have givet alle posterne til os selv. Men jeg tror, at det er meget bedre, at man samarbejder om løsningerne for kommunen.

FacebookTwitter