Hospitaler vil mindske deres CO2-udslip: Kitler, lagener og pudebetræk skal genanvendes i nyt forsøg

Landets hospitaler står for seks procent af det samlede CO2-udslip i Danmark, men nu skal nyt genbrugsforsøg teste, om nogle af materialerne kan genanvendes.

Engangskitlen er svær at genanvende, fordi det både er plastik og papir. Men et nyt forsøg skal undersøge, hvordan den kan blive genanvendt. (Foto: © BAX LINDHARDT, BAX)

Kan man genanvende tøj, lagener og pudebetræk, som oprindeligt er lavet til engangsbrug på sygehusene?

Det skal et nyt forsøg finde ud af, hvor sygehusene i Slagelse, Næstved og Ringsted skal sortere deres engangsmateriale, så man kan undersøge, hvordan det kan blive genanvendt til noget nyt.

Der bliver nemlig brugt enorme mængder engangsprodukter på landets sygehuse, og på landsplan står sygehusene bag seks procent af det samlede CO2-udslip i Danmark. En stor del af det skyldes stort indkøb af materialer, der bliver kylet ud efter brug.

Det er ABENA Danmark, der leverer sygehustøjet, og også dem, der står bag forsøget

Hidtil er engangskitler, overtræksbukser, man får på, når man er med som pårørende til en fødsel, og beklædning til patienter blevet smidt ud som restaffald og blevet brændt, men fremover vil tekstiler blive sendt retur til ABENA, fortæller bæredygtighedschef i ABENA Eva Tansem Andersen.

- Førhen er denne her type materiale blevet brændt, fordi tidligere har man haft den opfattelse, at når affald kommer fra et hospital, så skal det gå til brændbart, fordi det kan være forurenet med virus, bakterier eller andet. Men i dag er vi nok alle blevet lidt mere søgende efter at teste nye løsninger på denne her fælles rejse mod en grønnere verden, siger Eva Tansem Andersen.

Når ABENA får materialerne retur fra sygehusene, analyseres det og bliver findelt og omsmeltet til små plastkugler, og herefter kan de indgå i produktionen af samme type eller andre produkter. Men helt så langt er ABENA ikke med projektet endnu, fortæller Eva Tansem Andersen.

- Lige nu er målet med projektet at finde ud af, om man overhovedet kan klare at indsamle det her data i praksis i hverdagen, og bagefter skal vi se på, hvad det kan anvendes til efterfølgende.

Samarbejde med hospitalerne

På Slagelse Sygehus arbejder Carina Holm Lindberg som bæredygtighedskoordinator, og hun håber, at de kan hjælpe ABENA med at finde løsninger på, hvordan de materialer kan genanvendes.

- Problemet med eksempelvis kitler er, at de består af både plastik og papir. Det betyder, at den er svær at genanvende. Så den bliver bare smidt ud. Men nu skal vi undersøge, om vi kan gøre noget andet, siger hun.

Og personalet er også meget motiveret for projektet, fortæller hun.

- De er meget opmærksomme og rigtig villige til at prøve at få sorteret fra, så vi kan hjælpe med at gøre noget ved det.

På Slagelse Sygehus er det ikke kun tekstiler, de vil forsøge at genanvende. Også de små medicinbægere af plastik, som bliver brugt til mange patienter hver dag, vil de undersøge, om de kan genanvende i stedet for at smide ud.

- Sidste år brugte vi 2,5 millioner medicinbægere, og det vil vi rigtig gerne gøre noget ved. Men det er nemt, det kan smides ud, og det er hurtigt at komme rundt med, men vi skal se, om vi kan finde en bedre løsning, siger Carina Holm Lindberg.

Fra politisk side har projektet også mødt begejstring. Formanden for regionsrådet i Region Sjælland, Heino Knudsen (S), glæder sig over, at nogle af regionens sygehuse har fokus på at genbruge de mange engangsprodukter med plastik, der fylder meget, og han ser store perspektiver i genanvendelse.

- Vi vil og skal tage et rigtig stort ansvar for den grønne omstilling, som vi alle sammen har behov for at skabe, og derfor ser vi også et stort perspektiv i at genbruge langt flere af de mange varer, vi bruger i Region Sjælland, siger han.

Regionsrådsformand i Region Sjælland Heino Knudsen (S) håber, at Region Sjælland kan bidrage til mere bæredygtighed på hospitalerne. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Bæredygtighedskoordinator på Slagelse Sygehus Carina Holm Lindberg håber, at de kan inspirere andre til at teste mulighederne for genanvendelse af engangsprodukter.

- Jeg håber, det bliver løftet højere op, så det er noget, alle sygehuse i landet sætter fokus på. På den måde kan vi inspirere hinanden, låne idéer af hinaden og vidensdele. Så rykker det noget. Der skal ikke særlig meget til, før det har en kæmpe betydning, siger hun.