Hurra: Vi kan planlægge vores egen tid

Et forsøg med at være medbestemmende på egen arbejdstid giver større arbejdsglæde blandt medarbejderne i psykiatrien i Region Sjælland.

Social og sundhedsassistent Ida Jensen og afdelingssygeplejerske Nina Lundsgaard fra psykiatrihospitalet i Dianalund. Har indflydelse på egen arbejdstid (Foto: Inger B. Møller)

Du har måske hørt om deltid, overtid eller flextid?

Ja, men hvad så med pusletid?

Det er en måde, hvorpå medarbejderne i psykiatrien i Region Sjælland er medbestemmende på deres egen arbejdtid. Og den medindflydelse på egen arbejdstid giver større arbejdsglæde.

Afdelingssygeplejerske Nina Lundsgaard forklarer, at vagtplanlægningssystemet hedder Time Care og har kørt som et forsøg i Region Sjælland flere steder i snart tre år.

Planlægningen af vagterne sker i tre faser. En ønskefase, en puslefase, hvor ønskerne pusles på plads og så den færdige fase.

Der er 21 medarbejdere i afsnit V2 i Dianalund, og social og sundhedsassistent Ida Jensen synes medindflydelsen har givet større arbejdsglæde.

- Vi kan sætte en stopklods ind, og så har vi fri den dag, vi ønsker. Så bliver man bare så glad, fordi man ved, man så kan komme med til de ting, man måske har aftalt med familien, siger hun.

Facebook
Twitter