Hver sjette elev fra 4. til 9. klasse har hovedpine: Freja har ondt i hovedet flere gange om ugen

Danmarks Patientforening for Hovedpineramte har indgået sit første kommunale samarbejde.

Freja Gilberg Kaiser (t.v.) og Cathrine Marott Wienmann Jensen fra 9.b oplever at have ondt i hovedet i skoletiden. (Foto: Anne Kathrine Steengaard © DR Sjælland)

'En gang imellem', 'tit' og 'sjældent'.

Sådan lyder det, når du spørger eleverne i 9.b på Vemmelev Skole ved Slagelse, hvor ofte de har hovedpine.

Eleverne er langt fra alene. Den nationale trivselsmåling i folkeskolen fra Undervisningsministeriet viser, at 17,4 procent af børn og unge fra landets 4. til 9. klasse ’tit’ eller ’meget tit’ har ondt i hovedet.

Det tal har stort set været uændret de seneste fem år.

Cathrine Marott Wienmann Jensen og Freja Gilberg Kaiser fra 9.b kender godt følelsen af hovedpine.

- Jeg har det ret tit. Det er ikke hver dag, men et par gange om ugen. Hovedpinen sidder over det ene øjenbryn og trykker, så jeg har svært ved at være fokuseret, fortæller Freja Gilberg Kaiser.

Udover at hovedpinen ikke er rar at sidde med i klassen, går den også ud over koncentrationen i timerne, mener eleverne.

- Det er svært at koncentrere sig, når man har et dunkende hoved, men man prøver at følge med. Det er ligesom, hvis man har ondt i maven, er det også svært at koncentrere sig om at skrive en stil eller lave et regnestykke, siger Cathrine Marott Wienmann Jensen.

- For mig bliver det ofte sådan, at jeg laver det hjemme i stedet for, fordi jeg ikke kan koncentrere mig om at lave det i skolen, hvis jeg har hovedpine, forklarer Freja Gilberg Kaiser, der før er taget hjem fra skole på grund af en dunken i hovedet.

- Lærerne kan ikke gøre noget. De kan ikke skrue ned for undervisningen, fordi man har ondt i hovedet. Man må bare fokusere, så godt man kan, siger Cathrine Marott Wienmann Jensen.

Lærere får nu rådgivning om hovedpine

Det er netop svært som lærer at agere, når eleverne kommer og siger, at de har ondt i hovedet. Det oplever klasselæreren i 9.b, Lukas Lyngsø Munk Nielsen.

- Jeg føler ikke, at jeg har ret mange andre muligheder end at sige, at de må se tiden an. Måske bliver det bedre, måske har de haft en urolig time, men i bund og grund føler jeg mig lidt handlingslammet, fortæller han.

Derfor er Lukas Lyngsø Munk Nielsen også tilfreds med Slagelse Kommunes nye samarbejde med Danmarks Patientforening for Hovedpineramte.

- Jeg vil gerne have et kendskab til, hvilken form for hovedpinelidelse eleverne har, og noget viden om, hvordan man spotter det, siger Lukas Lyngsø Munk Nielsen.

Samarbejdet skal give blandt andet lærere og pædagoger bedre redskaber til at håndtere hovedpine hos børn og unge.

For det er en usynlig sygdom, som mange ikke tager alvorligt, mener Christian Hansen, der er sekretariatsleder i Danmarks Patientforening for Hovedpineramte.

- Hovedpine giver en forringet livskvalitet. Derfor er vi glade for, at Slagelse Kommune vil være som den første til at samarbejde med os og tage hul på problemet, siger han.

Ifølge ham handler det om at gribe tidligt ind, når børn har hovedpine. Derfor har patientforeningen lavet en folder, der skal give informationer til forældre og lærere, hvad de skal se efter af tegn hos børn og unge, der lider af hovedpine.

Det kan eksempel være, at børnene er overfølsomme for lys, har kvalme, øjnene løber ofte i vand, er trætte, sulten eller stresset. Tegnene kan nemlig skyldes forskellige typer hovedpine, lyder det fra foreningen.

Klasselærer Lukas Lyngsø Munk Nielsen er også tilfreds med, at han får et redskab til at sætte fokus på lidelsen.

- Der er en fare for, at man negligerer hovedpine, fordi man hører om det hele tiden. Jeg kan godt nikke genkendende til, at der er en manglende accept af, hvor slem en lidelse det er, siger klasselæren.

Det er netop derfor, at det er vigtigt at sætte fokus på unges hovedpine, mener Christian Hansen.

- Du kan se en brækket arm, men du kan ikke se hovedpine.

6 gode råd mod spændingshovedpine

  • Spis regelmæssigt

  • Afspænd nakke og skuldre

  • Drik vand

  • Få god søvn

  • Vær fysisk aktiv

  • Sørg for god kropsholdning og arbejdsstilling

  • Kilde: Sundhed.dk