Hverdagen vender tilbage: Virksomheder dropper produktion af håndsprit og mundbind

Mange virksomheder omlagde deres produktion under coronakrisen for at forsyne landet med håndsprit og værnemidler.

Virksomheden Radius Distillery, der normalt producerer gin og whiskey omlagde sidste år produktionen til at producere håndsprit i forbindelse med coronapandemien. (Foto: (Privat foto) © (c) privatfoto)

Selvom coronapandemien har været en svær tid for mange, er der også enkelte lyspunkter.

For da coronapandemien sidste år satte samfundet fuldstændig i stå, valgte mange virksomheder at omlægge deres normale produktion til blandt andet håndsprit, mundbind eller visirer.

Det var en stor hjælp for de mange sygehuse og plejehjem, der hungrede efter værnemidler. Men i takt med at smittetallene er faldet og flere er vaccineret, er mange af virksomhederne nu gået tilbage til deres normale produktion.

Det gælder blandt andet Radius Distillery ved Præstø, der sidste år begyndte at lave håndsprit i stedet for gin og whisky.

- Det gav virkelig god mening for os at hjælpe til, mens behovet var der. Men på et tidspunkt kom de rigtig store maskiner også i gang i udlandet, og vi stod altså og skruede alle låg på i hånden. Så til sidst kunne vi ikke være med mere, siger direktør i Radius Distillery, August Hage.

I juicevirksomheden SEiMEi i Nakskov er hverdagen også vendt tilbage, så det ikke længere er sprit, der bliver produceret, men juice.

Og heller ikke her kunne det svare sig at konkurrere mod de store spillere på markedet, fortæller Allan Feldt, der er direktør i SEiMEi.

- Nogle virksomheder er gearet til at lave håndsprit i store mængder, og da de endelig fik omstillet deres virksomheder, var de for eksempel allerede godkendt til at arbejde med brandfarlige ting. Der valgte vi at sige, at så er vi ikke dygtige nok, det er der andre, der bedre kan, siger han.

Der er gang i kedlerne på Radius Distillery i ved Præstø. Sidste år blev der produceret håndsprit, men nu er virksomheden vendt tilbage hverdagen og producerer igen gin og whiskey. (Foto: (Privat foto) © (c) privatfoto)

Klogt at ændre produktionen

Men selvom både Radius Distillery og SEiMEi ikke længere laver håndsprit, var det et rigtig klogt valg at ændre produktionen. Det mener Mette Præst Knudsen, der er professor i innovationsledelse på Syddansk Universitet.

- Det, at fastholde ens innovative tilgang, det at blive ved med at forsøge at udvikle sig ud af krisen og ikke spare sig ud af en krise. Det, ved vi, fungerer. Men det er også det, der er rigtig svært, siger hun.

Men virksomhederne skal lære af den erfaring, som de har fået under coronakrisen. For kommer der en ny pandemi eller finanskrise, så handler det om at tænke nyt.

- Når krisen rammer, siger de fleste, at de hellere må stoppe med innovation. Nu strammer vi sejlene til, så at sige. Men dem, der gør det modsatte, er oftest dem, der klarer sig bedst ud af krisen, siger hun.

Produktion af mundbind blev en succes

Hos JP Air Tech i Sakskøbing, hvor der arbejdes med luftfiltrering, ændrede man også produktionen sidste år til producere mundbind.

Det var så stor en succes, at de nu har oprettet datterselskabet JP-Protection, der alene laver mundbind, fortæller administrerende direktør Henrik Michaelsen.

- Vi kigger ind i et marked, som stille og rolig bruger færre mundbind og masker. Men det efterlader et hul til os, fordi flere virksomheder begynder at omlægge tilbage til deres ordinære produktion, siger han.

De frygter ikke den dag, hvor behovet for mundbind falder drastisk. Danmark har nemlig et stærkt brand, siger Henrik Michaelsen.

- Brandet ”made in Denmark” er enormt værdsat i udlandet. Det er et tegn på høj kvalitet, og derfor er udlandet meget interesseret i at købe danskproducerede mundbind.

Ifølge Dansk Industri ansøgte op mod 200 virksomheder om at omlægge produktionen, da der var flest ansøgninger. I dag er 66 virksomheder fortsat i gang med at producere noget andet, end det de normalt gør.

Facebook
Twitter