Hvis du ikke kan få den op, er der risiko for blodprop

Rejsningsproblemer kan have konsekvenser for sexlivet, men det kan også være en indikator på, at der er noget mere alvorligt galt med kroppen.

Rejsningsbesvær kan bruges som et advarselssignal til mænd, som er i risiko for alvorlig sygdom. Det er derfor vigtigt, at mænd med vedvarende rejsningsbesvær bliver set af en læge. (Foto: Nils Lund Pedersen © Scanpix)

Hvis du er så ked af, den hænger nedad, så skal du se at komme til lægen.

For hvis viriliteten ikke vil, som du vil, kan det være en advarsel om, at du har andre og mere alvorlige sundhedsproblemer.

Næsten hver tredje over 40 år har problemer

Rejsningsproblemer er både tabubelagt og langt mere udbredt, end mange går og tror. Faktisk har 30 procent af alle mænd over 40 år en eller anden grad af rejsningsbesvær, men langt fra alle får gjort noget ved det:

- Selvfølgelig er det ret ærgerligt, hvis mænd, der har rejsningsbesvær og ønsker behandling, holder sig væk for eksempel på grund af generthed, tabubelagte emner og så videre. For der er faktisk gode behandlingsmuligheder af rejsningsbesværet, fortæller overlæge og professor i urologi ved Københavns Universitet, Jens Sønksen.

Kun omkring halvdelen af mændene går til lægen og får hjælp.

Penisproblemer advarer om sygdom

Det er vigtigt at gå til lægen. Rejsningsproblemer kan være første tegn på flere livstruende sygdomme, siger Jens Sønksen:

- Vi ved, at der er en væsentlig forøget risiko for hjertekarsygdom hos mænd, der har rejsningsbesvær. Og en lang række studier har efterhånden vist, at risikoen for at udvikle blodpropper i både hjerne og hjerte er forøget med 50 procent i forhold til de mænd, der ikke har rejsningsbesvær, fortæller han og uddyber:

- Rejsningsbesvær går ofte forud for udviklingen af hjertekarsygdomme med op til tre til fem år.

Læger skal tale åbent om rejsningsbesvær

Derfor skal lægerne være bedre til at bringe emnet på banen under konsultationer med deres patienter.

- Åbenhed omkring problemet og i særdeleshed åbenhed omkring problemet fra lægens side, er en meget, meget vigtig del af det her, fortæller Jens Sønksen og fortsætter:

- Jeg oplever meget ofte på hospitalet, at hvis man stiller spørgsmålet i forbindelse med andre symptomer for de nedre urinveje, så er det ofte en lettelse for de her mænd at kunne sige: 'jo, faktisk har jeg det her problem'. Derved kan man få åbnet op for det ved at være åben og direkte, og så får man meget tit et meget åbent svar tilbage, forklarer Jens Sønksen.

 

FacebookTwitter