I dag falder der dom i sag om MDMA-dødsfald: Forening vil fortsætte med at sprede budskab

Forening "Sejt at sige nej" håber at kunne starte en bevægelse på baggrund af det 16-årige offer.

Lokale i Dianalund arbejder ufortrødent videre med at forhindre dødsfald som følge af stoffer. Bestyrelsesmedlem Maj Andersen og formand Katja Kondas håber, at arbejdet i den nystiftede forening "Sejt at sige nej" vil brede sig til hele landet. (Foto: Maja Normann © dr)

En 18-årig ung mand står i dag tiltalt for uagtsomt manddrab i sagen om den 16-årige dreng fra Dianalund, der i slutningen af oktober døde af et gram MDMA, der var blandet i en sodavand.

Selvom der i dag sættes et juridisk punktum, er sagen langt fra afsluttet i det lille samfund, som blev ramt af tragedien.

Foreningen "Sejt at sige nej", som blev stiftet kort tid efter dødsfaldet, arbejder ufortrødent videre med at skabe en bevægelse, der får de unge til at sige nej til stoffer. Ikke bare lokalt, men også på landsplan.

Indtil videre har foreningen arrangeret flere unge-møder, besøgt en produktionsskole, og mandag er misbrugskonsulent Henrik Rindom vært for endnu et møde, som foreningen har stablet på benene.

Forening: Unge i hele landet skal kunne sige fra

- Lokalt er vi nu kendt og folk ved, hvad vi står for og støtter vores initiativer. Men vi er nødt til at nå længere ud regionalt og nationalt, siger Katja Kondas, stifter og formand for foreningen.

Ifølge de tilbagemeldinger, formanden får fra de unge på møderne, er presset på dem enormt, og deres evner til at passe på sig selv og hinanden er forringede.

Foreningen mener også, at der er for lidt information i skoler og de steder, hvor de unge lever deres liv. Eksempelvis har de unge efterlyst mere information og debat på Youtube og Instagram. Og det er ikke kun et problem i lille Dianalund i Vestsjælland, mener Katja Kondas.

På de ungemøder, foreningen "Sejt at sige nej" har holdt, er de unge anonymt kommet med bud på, hvorfor unge tager stoffer, og hvad der skal til for at løse problemerne. "Vi skal blive hørt og forstået", står der eksempelvis på en af sedlerne. (Foto: Maja Normann © dr)

- Vi har mange drømme og visioner og vil gerne inddrage de unge i den proces. Vi vil gerne være en dialogstarter, som gør, at de unge bliver klædt bedre på til at håndtere hverdagen og livet.

Opbakningen til ”Sejt af sige nej” er stort. Den nystiftede forening har fået omkring 20 medlemmer, en støttegruppe på Facebook har næsten 1.000 medlemmer, og skuespiller Peter Mygind har sammen med sin søn Julius Mygind meldt sig som ambassadører. Det samme har politikeren Liselott Blixt (DF).

Svært at få økonomisk støtte til kampagner

Men midlerne er desværre få, fortæller Maj Andersen fra bestyrelsen. For eksempel har foreningen svært ved at nå i mål med en indsamling på 5.000 kroner på Facebook:

- Vi har brug for mere økonomisk støtte, så vi kan få lavet noget materiale, vi kan komme ud med. Og det arbejder vi på, for vi vil gerne videre.

At sagen om skylden i dødsfaldet i dag afgøres i retten, får ikke kampgejsten til at falme i den lille forening.

- Slet ikke, langt fra. Vi er først begyndt, fastslår Maj Andersen.

18-årig nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab

Den 18-årige erkender sig skyldig i besiddelse af MDMA og delvist skyldig i overdragelse af en smule MDMA, oplyser hans advokat, Jens Iversen.

- Men han nægter sig skyldig i tiltalen, der lyder på uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, tilføjer han.

Retssagen finder sted ved retten i Næstved i dag, og der ventes at falde dom i eftermiddag omkring klokken 15.30, oplyser specialanklager i sagen Skipper Falsted, som ikke vil drøfte, hvad han vil kræve i straf forud for retssagen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk