I Maribo jagter de katte med katte-aids

Katte-aids florerer, og i Maribo har Kattens Værn sammen med lokale travlt med at teste vildkatte for sygdommen.

Det var denne cirka seks uger gamle hankilling, der for en måneds tid siden kom til Britta Hansens hjem og fik hende igang med at samle penge ind. (Foto: PRIVATFOTO © (c) DR)

Den dødelige virusinfektion katte-aids florerer i Maribo på Lolland. Sygdommen smitter fra kat til kat, og der er ingen behandlingsmuligheder.

Det er især byens 70 til 100 vildkatte, der bliver ramt, men nu bliver der gjort noget for at aflive de syge katte og forhåbentlig få smitten væk fra byen.

Kattens Værn vil de næste to måneder fange katte i byen takket Britta Hansen, som bor i Maribo. Hun har indsamlet knap 15.000 kroner.

Det var en lille killing, der satte gang i det hele.

- Der rendte en lille killing ude ved mig. Den var fyldt med betændelse i hele hovedet, om munden, i øjnene og næse. Jeg fik fanget den, og den blev så afhentet af Dyrenes Beskyttelse, fortæller Britta Hansen.

Katten viste sig at have katte-aids, som er en sygdom, katten dør af.

Man kan ikke altid se på katten, at den har katte-adis. Den kan se sund og rask ud, men pludselig kan en simpel ørebetændelse vælte den, fordi immunforsvaret bliver nedbrudt.

Aids spreder sig til tamkatte

For at undgå spredningen af katte-aids kan man neutralisere sin kat, så kattene ikke slås om territorier, da virussen hovedsagligt udskilles gennem kattens spyt. Slagsmål og bid fra andre katte medfører derfor størst risiko for smitte.

Ved at neutralisere sin kat undgår man også at bidrage til flere vildkatte.

Katteejere i Maribo kan følge med i, hvornår der bliver indsamlet katte i byen i Facebook-gruppen "Maribo".

Men hvis en kat er øretatoveret, chippet eller bærer halsbånd, så bliver den ikke taget med.

- Alt hvad der kan fanges, bliver fanget. De bliver testet og dem, der er sunde og raske bliver neutraliseret, øremærket og vaccineret. Dem, der er syge, kan de ikke gøre noget for. Dem er de nødt til at aflive, forklarer Britta Hansen.

Fakta om Katte-aids:

  • Katte-aids kan ikke helbredes.

  • Sygdommen er en virusinfektion, der gradvist medfører ødelæggelse af de hvide blodlegemer, som er nødvendige for at beskytte organismen mod sygdom.

  • Symptomer på katte-aids er uspecifikke, men katten udvikler tit betændelse i mundhulen og i tandkødet. Der kan desuden være luftvejslidelser, sekret (pus) fra næse og øjne, blodmangel og diarré.

  • Symptomerne ses oftest hos ældre katte, fordi sygdommen udvikler sig langsomt.

  • Danmark har mellem 400.000 og 500.000 vildtlevende katte.Kilde: Sønderjyllands Dyreværnsforening