I Nykøbing Falster har byen en vicevært

Guldborgsund Kommune har ansat to by-viceværter til at sørge for kommunens byer. Succesen er så stor, at de nu søger en tredje.

By-viceværternes daglige opgave er at rydde op og ordne de offentlige toiletter. Men de indgår også i beredskabet og rydder sne og salter vejene. (Foto: Lis Vibeke Læsøe Olsen - DR)

Er der problemer med hoveddøren eller affald i opgangen, så ringer man til viceværten.

Og den praksis har Guldborgsund Kommune valgt at overføre til to by-viceværter. Det består ganske enkelt af to viceværter, der sørger for at Marielyst og Nykøbing fungerer og ser pæne ud.

En af viceværterne er Dennis Sharge, der hver dag tager turen gennem Nykøbing Falster og samler borgernes skrald op med en gribetang og lægger det i en klar plastiksæk.

- Folk taber jo de mærkeligste ting. En McDonaldspose med indhold, tøj, sko, underbukser og hundelegetøj. Nogle gange kan man godt blive træt af det, men så er det meget rart når man kan se, at byen bliver pænere, siger han.

Hans ansættelse som by-vicevært har har indtil nu været et forsøgsprojekt, men tilbagemeldingerne fra borgerne er så gode, at Guldborgsund Kommune har valgt at beholde ham og hans kollega.

Får tit ros fra borgerne på gaden

Dennis Sharge er ellers uddannet murer, men efter mange år i faget kunne han godt mærke, at det sled på kroppen. Derfor har han i nu et år arbejdet som vicevært i Nykøbing Falster.

Og han er glad for den respons, borgerne giver ham:

- Det er dejligt at se, man kan få byen til at fremstå lidt pænere. Og vi får tit rosende kommentarer på gaden, siger han.

Borgerne i Nykøbing Falster kan da også godt se resultatet af oprydningen.

- Hvis du går ned gennem gågaden, så ligger der ikke papirnuller over det hele. Så det er dejligt, siger Connie Holm fra Nykøbing Falster

Hun kan tydeligt se, at viceværternes indsats gør en forskel.

- Det er dejligt at se, at vores by bliver holdt ren. Og det får ligesom også os andre til at lade være at smide skrald, når vi kan se, viceværterne går og rydder op efter os, siger Connie Holm.

I Guldborgsund Kommune er man også glade for indsatsen. Faktisk så meget, at kommunen fra 1. april ansætter en tredje by-vicevært til byerne Nysted og Sakskøbing.