Jens er multisyg: Giv mig én ansvarlig læge i stedet for 15

Jens Jakobsen har været syg siden 2006. I dag har han 15 diagnoser, og han savner en læge som tovholder for det lange sygeforløb.

Jens Jakobsen er bange for at have skadet sine nyrer på grund af kraftig medicin. Men ingen læger havde grebet ind. (Foto: Foto: Mikkel Møller Jørgensen/Scanpix © © Mikkel M¯ller J¯rgensen)

- Giv mig en tovholder, som kan holde styr på, hvad 15 forskellige speciallæger beslutter, der skal ske med mig og min krop.

Det siger Jens Jakobsen fra Stevns, der har været en hyppig gæst på de sjællandske sygehuse, siden han fik sin første ud af i alt 15 diagnoser i 2006.

Jens Jakobsen er blandt andet hjertesyg, har forhøjet blodtryk, prostatacancer og diabetes 2. Han er med andre ord multisyg.

Men trods de mange henvisninger til diverse speciallæger fik han det værre og værre. Til sidst fjernede han selv i afmagt en stærk vanddrivende medicin fra sin medicindosis - og nu går det fremad.

Fjernede selv medicinindtag

- Jeg har en mistanke om, at de store doser vanddrivende medicin gennem mange år er hovedårsagen til, at jeg har fået det så dårligt, at jeg dårligt kunne rejse mig op og gå, lyder det fra Jens Jakobsen.

Jens Jakobsen fra Stevns savner en læge som tovholder til sine mange sygdomme. (Foto: Jens Jakobsen © Jens Jakobsen)

Han tror, det måske er medicinen, der længe har været problemet til hans dårlige helbred.

- Min praktiserende læge gav mig det for mange år siden på en "mavefornemmelse", men ingen andre læger har nogensinde taget stilling til, om jeg skulle fortsætte med det. Ikke før jeg selv begyndte at trappe ud, siger Jens Jakobsen.

Han konstaterer, at han har fået det væsentligt bedre, efter han trappede ud af medicinen.

- Og blodprøverne er også blevet meget bedre, lyder fra Jens Jakobsen.

Alligevel føler Jens Jakobsen, at han løber panden mod en mur i sygehusvæsenet.

Han har således mistanke om, at de mange år med vanddrivende medicin har skadet hans nyrer. Men han har fået afslag på at få nyrerne undersøgt nu - det kan først ske til marts næste år.

Efterlyser tovholder

Jens Jakobsen tror, at situationen havde været bedre, hvis han havde en fast læge, der kunne tale hans sag:

- Jeg efterlyser en tovholder, eller i hvert fald at et sygehus har ansvaret for at holde styr på, hvad der sker, når jeg bliver sendt til andre sygehuse og specialister.

Direktør Morten Freil fra Danske Patienter giver ham ret.

Der er brug for en læge, der ser patienten som et helt menneske, mener han.

- Vi har fået et sygehusvæsen med rigtig mange specialister, der er dygtige til hver deres lille del. Men der mangler en koordinator, en der har ansvaret. Vi har jo rigtig mange patienter, der har flere diagnoser - og der bliver endnu flere i fremtiden, siger Morten Freil.

Derfor mener han, det er nødvendigt, at hver patient får én læge, der er ansvarlig for forløbet.

- Det skal den enkelte patient ikke kæmpe med oveni sygdommene, siger direktør Morten Freil.

Patientansvarlige læger er på vej

Koncerndirektør i Region Sjælland, Leif Panduro Jensen, anerkender, at Jens Jakobsen bør have en læge, der kan holde snor i hans mange forskellige behandlinger:

- Vi er i fuld gang med at indføre patientansvarlige læger. I løbet af i år får alle kræftpatienter og planlagte kirurgiske patienter deres egen patientansvarlige læge. Næste år følger resten af sygehusvæsenet med, og i de kommende år får vi forløbssygeplejersker, der kan sørge for, at der kommer sammenhæng mellem sygehusene, de praktiserende læger og de kommunale hjemmeplejer, siger Leif Panduro Jensen.

Han oplyser desuden, at Region Sjælland følger den nationale plan for patientansvarlige læger, der blev aftalt i 2016 mellem Danske Regioner og Lægeforeningen.

I aftalen er målsætningen for Region Sjælland blandt andet, at kræftpatienter og patienter, der skal opereres, skal have en patientansvarlig læge i udgangen af 2018, mens andre patienter får en patientansvarlig læge i løbet af 2019.

Snart kan Jens Jakobsen se frem til at få en patientansvarlig læge. Dog har han indsendt en klage til Region Sjælland, da han er utilfreds med sit sygeforløb, hvor lægerne manglede det fulde overblik omkring hans sygdomme.

Facebook
Twitter