Job på den anden side: Flere tager bilen frem og tilbage over Storebælt

2560 personer pendler hver dag i bil over Storebælt. Det er en fordobling siden 2015.

Der kører i gennemsnit cirka 35.000 køretøjer over Storebæltsbroen i døgnet. (Foto: Evan Hemmingsen © Sund og Bælt)

Siden 2015 er antallet af bilister som pendler til og fra arbejde over Storebælt fordoblet.

Det viser de nyeste tal fra Storebælt.

Lige nu er 2560 personer tilmeldt pendlerordningen, så de kan passere broen for at komme på arbejde på den anden side af bæltet.

En af dem er Shidvash Monsefi. Når hun starter bilen i Odense om morgenen, så er det for at tage turen over Storebælt til Faxe, hvor hun arbejder som tandlæge. En tur på 127 kilometer:

- Jeg har søgt arbejde i hele Danmark, og jeg var heldig at finde en arbejdsplads her, siger hun.

Prisfald skaber mere trafik

I 2015 havde omkring 1250 en bilpendler-ordning, der giver rabat til dem, der krydser broen på vej til arbejde.

Men siden er prisen faldet med en tredjedel, og pendlerne har fået større skattefradrag. Og nu er antallet af pendlere fordoblet, så mere end 2500 i dag passerer pylonerne for at komme på arbejde.

En udvikling, der glæder Per B. Madsen, der er erhvervschef i Slagelse Kommune:

- Det er en god udvikling, for der mangler kvalificeret arbejdskraft rundt omkring. Og når man bryder barriererne ned, jo større er chancen for, at folk pendler over større afstande, siger han.

Efter en ny pendlerordning trådte i kraft 1. januar 2016, er det blevet 1270 kroner billigere at pendle over Storebælt i bil.

Men det er stadig mange penge, der skal betales hver måned - 2650 kroner for fri passage over broen:

- Plus benzin og vedligehold af bilen. Så jeg ville da gerne have, det blev meget billigere, siger Shidvash Monsefi.

Slagelse Kommune gik i 2015 ind i den fynske kampagne for at få brotaksterne fjernet eller reduceret. Og selvom både pendler- og almindelige takster er sat ned de senere år, håber erhvervschefen ikke, det stopper her:

- Vi kan se, at hver gang taksterne bliver sat ned, så stiger aktiviteten over Storebælt, siger han.

Mange vælger også at pendle i toget over Storebælt. I dag pendler omkring 4000 frem og tilbage dagligt på særlige pendlerkort, oplyser DSB.

Facebook
Twitter