John Allan blev svindlet på Facebook og i telefonen: Nu advarer han andre

Handi Forsikring oplever en stigning i personer med mentale handicap, der oplever at blive svindlet.

John Allan Poulsen er før blevet svindlet for 17.500 kroner på Facebook. Nu advarer han andre om at udlevere deres NemID. (Foto: Julie Würtz © DR Sjælland)

Modtager du mistænkelige venneanmodninger fra personer på Facebook eller underlige e-mails fra kontakter, der vil have dit NemID eller kontonummer, ringer alarmklokkerne nok hos de fleste.

Men det filter kan være svært at have for mennesker med udviklingshandicap.

En til to gange om ugen bliver Handi Forsikring, som er et forsikringssamarbejde mellem Landsforeningen LEV og Codan, ringet op af mennesker med mentale handicap, der er blevet narret til at udlevere deres NemID via telefonen eller de sociale medier.

En af dem er John Allan Poulsen fra Holbæk, der er kognitiv handicappet.

Han har flere gange prøvet at blive snydt af personer, som har lokket ham til at sende penge. Det skriver blandt andet Jyllands-Posten.

Fik franarret 17.500 kroner

I 2017 blev John Allan Poulsen svindlet for flere tusinde kroner af en person, der kaldte sig Simone på Facebook.

- Jeg troede, hun ville overraske mig og sætte penge ind på min konto. Men så skete der noget, som aldrig skulle være sket. Det var NemID. Det er, hvad folk går efter, fortæller John Allan Poulsen om episoden i dag til DR Sjælland.

John Allan Poulsen mente, at "Simone" virkede som en sød pige, men dagen efter han havde udleveret sit NemID til hende, blev der trukket 17.500 kroner på hans konto. Pengene blev aldrig fundet igen.

- Jeg tænkte: Nu ryger du ud af din lejlighed, fordi der ikke er penge på kontoen, fortæller John Allan Poulsen, der måtte låne 12.000 kroner i banken for at dække overtrækket.

Svindlere udgav sig for at komme fra kommunen

Efter de mange tusinde kroner var forsvundet på kontoen, troede John Allan Poulsen, at han havde lært lektien. Alligevel gik der ikke længe, før den var gal igen.

Kort tid efter episoden med "Simone" ringede John Allans telefon en onsdag eftermiddag.

- De ringede og sagde, at de var fra Holbæk Kommune og fortalte, at jeg havde fået penge tilbage fra Udbetaling Danmark, fortæller John Allan Poulsen.

Det var gennem en venneanmodning på Facebook, at John Allan Poulsen blev snydt for flere tusinde kroner. (Foto: Julie Würtz © DR Sjælland)

Personen i telefonen fortalte, at vedkommende skulle bruge John Allan Poulsens NemID, hvis han ønskede at få udbetalt pengene.

- Der faldt jeg i igen, fortæller John Allan Poulsen, der efterfølgende opdagede, at svindlerne havde ringet til andre borgere i området fra en stjålet telefon.

Hvorfor oplyste du dit NemID, når du havde lært, at du ikke skulle give dine personlige oplysninger videre?

- Jeg ved ikke, hvor jeg havde de tanker fra på det tidspunkt. Jeg tænkte, at det var nok rigtigt, siger John Allan Poulsen, der fik det meste af beløbet tilbage på kontoen, efter svindlerne havde trukket næsten 4.000 kroner.

Vil advare andre

Sammen med sin hjemmevejleder Henrik Sørensen har John Allan Poulsen sat sig for at advare andre borgere i Holbæk Kommune med et kognitivt handicap om, at man ikke skal oplyse sit NemID eller sine bankoplysninger til andre.

- Det kan ende endnu mere galt, hvis vedkommende laver en kopi af dit NemID, så de hele tiden har adgang til din konto, siger John Allan Poulsen.

John Allan Poulsen har lavet en aftale med sin hjemmevejleder Henrik Sørensen om, at han skal kontakte ham, hvis han modtager mistænkelige opkald eller beskeder. (Foto: Julie Würtz © DR Sjælland)

Ifølge hjemmevejleder Henrik Sørensen er personer med mentale handicap vant til at få hjælp af andre, og derfor udviser de ofte stor tiltro til andre mennesker.

- De har ikke den naturlige skepsis, som vi andre måske har. Derfor falder de også i, når nogen prøver at snyde dem på denne måde, siger han.

Ingen hjælp at hente, hvis kontoen er tom

Forsikringskonsulent i Handi Forsikring Jens-Kristian Møller oplever, at flere mennesker med kognitive handicap bliver svindlet.

- Inden for det seneste år til halvandet er der sket en voldsom stigning. Det hersker der ingen tvivl om. Mange af vores borgere er tvunget til at have et NemID, selvom de dårligt nok kan håndtere det, siger Jens-Kristian Møller.

Ofte er der ingen kære mor, hvis svindlerne har hævet penge eller optaget lån ved at misbruge de udleverede oplysninger.

- Hvis man har været uagtsom og givet en tredjemand sine oplysninger, er udgangspunktet, at man står, som om man selv har godkendt lånet digitalt - også selv om man er blevet franarret sine oplysninger, fortæller Dan Jordy, der er advokat og partner i Advodan Holbæk-København.

Der er dog hjælp at hente, hvis man som kognitiv handicappet vil undgå at blive snydt, lyder det fra advokaten.

- Man kan gå ind på borger.dk og oprette en såkaldt kreditadvarsel. Hvis der sker noget uregelmæssigt, som pengeinstitutterne skal være særligt opmærksomme på, får de det at vide, siger Dan Jordy.

Otte råd til at beskytte din identitet

  • Oplys aldrig fortrolige, personlige oplysninger i e-mails eller på sociale medier.

  • Knyt et telefonnummer til din mailkonto. På den måde øger du sikkerheden betydeligt.

  • Tænk over om de oplysninger, du lægger online, kan misbruges. Det kan eksempelvis være personfølsomme oplysninger i et CV.

  • Log af. Hvis du tjekker din e-mail, netbank, e-boks eller profil på sociale medier på offentlige computere, skal du huske at logge af, før du går.

  • Lav en kreditadvarsel. Det er muligt at markere sit CPR-nr. i Det Centrale Personregister, så virksomheder kan få en advarsel, hvis nogen eksempelvis forsøger at låne penge ved at bruge dit CPR-nr. Advarslen kan være relevant, hvis du eksempelvis har mistet dit pas eller kørekort og er bekymret for, at det vil blive misbrugt. Læs om, hvordan du laver en kreditadvarsel på borger.dk.

  • Skift passwords jævnligt. Dit password bør bestå af mindst 12 tegn med både store og små bogstaver, tal og specialtegn. Anvend ikke det samme password flere steder.

  • Smartphones, tablets og andre bærbare enheder, der kan gå på nettet, kan også være mål for identitetstyveri.

  • Undlad at smide papir med personlige oplysninger i skraldespanden - riv papiret itu eller overstreg de personlige oplysninger først.

  • Kilde: Det Kriminalpræventive Råd.