Juraprofessor: Ulovligt at Holbæk truer kontanthjælpsmodtagere til at flytte

Holbæk kommune tager kun hensyn til kommunekassen og ikke borgeren, mener juraprofessor, og det er ulovligt.

Kontanthjælpsmodtagere i Holbæk skal flytte til en billigere lejlighed i en anden kommune, hvis de vil beholde boligstøtten. (© Colourbox)

Det er ulovligt, når Holbæk Kommune henviser kontanthjælpsmodtagere til billige lejligheder i andre kommuner for at slippe for give borgerne boligstøtte.

Det siger professor og dr. jur.Kirsten Ketscher  om en række sager fra Holbæk, hvor kontanthjælpsmodtagere har fået valget enten at flytte til billigere boliger i andre kommuner eller miste deres boligstøtte, hvis de bliver boende.

Der er kun ét hensyn i Holbæk kommune, og det er kommunekassen. Hvordan borgerne har det, deres velfærd og så videre indgår ikke i den afgørelse, jeg har set, og det er ikke lovligt.

Kirsten Ketscher, juraprofessor

- Der er kun ét hensyn i Holbæk kommune, og det er kommunekassen. Hvordan borgerne har det, deres velfærd og så videre indgår ikke i den afgørelse, jeg har set, og det er ikke lovligt, siger Kirsten Ketscher.

Kommune: Man behøver ikke bo ved siden af familien

57-årige Dina Thode er endnu en af de kontanthjælpsmodtagere, der fik en brev med tilbud om en et-værelses lejlighed i Sorø Kommune, hvis hun ville beholde sin boligstøtte.

Da hun sagde nej til at flytte, på grund af at hendes familie boede omkring hende i Mørkøv, kom der endnu et brev.

 - Der svarer Holbæk kommune, at "selvom man har et tæt forhold til sin familie og venner, behøver man jo ikke at bo lige ved siden af. Man kan have et samvær på andre måder."

- Altså jeg blev paf og tænkte, det er jo en kamp, jeg har tabt på forhånd, siger Dina Thode.

Dina  Thode har tænkt sig at anke sagen, hvis det bliver nødvendigt.

Holbæk skal kun tilbyde boliger indenfor kommunen

Altså jeg blev paf og tænkte, det er jo en kamp, jeg har tabt på forhånd.

Dina Thode, Holbæk Kommune vil tvangsflytte hende, og hun sagde nej.

Sagen fra Holbæk kommune startede med den 51-årige Carsten Jensen som efter et helt liv i Holbæk by blev tilbudt en bolig i Korsør for at beholde sin boligstøtte. Det vakte mandag protester i nabokommunen Slagelse og hos formanden for Dansk Socialrådgiverforening Maibritt Berlau.

Nu ændrer Holbæk kommune så praksis.

På et møde i arbejdsmarkedsudvalget onsdag skal politikerne beslutte, at Holbæk kommune fremover alene betragter en bolig som rimelig, hvis boligen er beliggende i kommunen.

Det vil koste kommunen mellem 250.000 kroner og 500.000 kroner årligt i manglende besparelse.

 Det forventes, at politikerne følger indstillingen fra forvaltningen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på sjaelland@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.